
Hvordan kan jeg deltage mere i den grønne omstilling?
Et af svarene er: Bliv venner med de 17 verdensmål. Personligt har jeg fået 17 nye venner de sidste par år, og de har åbnet mine øjne for en hel nye måde at arbejde på.
SDG’erne åbner op for karrieremuligheder, og jeg tør vædde med, at de også vil bekræfte dig i, at du allerede i dit nuværende job løfter mange vigtige grønne opgaver.
Udover at jeg købte 17 verdensmålskasser, hvor alle definitioner er trykt på og har pyntet hele mit kontor med dem. Så har jeg læst en børnebog skrevet af Petra Klose, udgivet på forlaget Bolden. Dette er ikke en reklame, jeg bliver ikke betalt for skrive dette, men den skærer værdien og effekten af SDG’erne ud i pap på en sådan måde, at både min 7-årige niece bruger den i sin 1. klasse og jeg kan bruge den i mit arbejde. Min pointe er blot: Verdensmålene er ikke komplicerede. Start fra en ende af. Og prøv at hægte nogle af dine nuværende opgaver op på dem. Næste gang du taler med din chef eller dit team, så brug verdensmålene i dit sprog.
Et super konkret eksempel er Frederiksberg forsyning. Hvis du går ind på deres hjemmeside, kan du som noget af det første se, hvilke fire verdensmål de arbejder med. De har stort fokus på 6, 7, 11, 13 – ” Vi vil forbedre kvaliteten af vores spildevand til gavn for naturen og vores drikkevand ved at informere om, hvordan vi passer på kloakkerne og genererer mere bæredygtigt spildevand”
I hele det citat bliver der brugt akademikere til at projektlede, styre og kommunikere. Når en arbejdsplads kerneopgave bliver beskrevet gennem verdensmålene, så bliver den grønne dagsorden både tydelig og mere konkret for den enkelte at byde ind. Se mere på frb-forsyning.dk
Udover at skabe et fælles globalt sprog repræsenterer de også rigtig mange nye jobmuligheder.
Jeg er ærlig talt træt af metasnak om verdensmålene. Tiden er kommet til, at vi skal blive mere konkrete. Derfor har jeg spurgt min kollega Bella Buono, hvordan verdensmålene HELT konkret fylder i djøfernes hverdag. Bella ringer dagligt opsøgende og rådgiver et hav af medlemmer, og hun har efter min mening altid fingeren på pulsen.

Bella, fylder verdensmålene overhovedet noget i djøfernes hverdag?
Ja! Djøferne ser den grønne omstilling som et fælles ansvar. Rigtig mange ønsker i højere grad at bidrage til omstillingen via deres daglige arbejde. Mange har allerede arbejdet med grøn omstilling længe før, der overhovedet var noget, der hed verdensmål!
Fx er Anders forretningsudvikler hos en stor entreprenørvirksomhed. Han arbejder bl.a. med at lave en forretningsplan for, hvordan man kan skabe forretning ud af byggeaffald fra virksomhedens mange renoveringsprojekter i nogle af alle vores gamle lejligheder og huse.
Mange tror, de skal være tunge tekniske kompetencer. Men det er jo langt fra kun ingeniørerne, der arbejder inden for feltet. For at komme tættere på målet søger virksomheder groft sagt tre helt basale akademiske kompetencer: At du kan analysere, konkretisere og kommunikere.
Hvordan kan man selv vise, at man kan arbejde strategisk med verdensmål?
Det handler om at vise, at man kan tale ”verdensmålsk”. Altså har sat sig ind i målene og kan tænke kreativt i forhold til, hvordan virksomheder kan bidrage til opnå udvalgte mål.
Hvis du er heldig, har virksomheden, du ønsker at arbejde for allerede lagt strategiske målsætninger på klimaområdet på deres hjemmeside. Så er det jo oplagt, at du i din ansøgning og dit CV hægter nogle af de resultater, du har skabt, op på verdensmålene. Og selvfølgelig har fokus på, hvad de kompetencer, du har opnået, kan skabe af værdi for den virksomhed, du søger hos.
Hvad laver en økonom fx?
Som økonom kan du fx regne ud, hvad der er mest holdbart i forhold til at eje, leje eller lease maskinparken. Som kommunikationsuddannet kan du vise omverdenen, hvordan I arbejder med at nedbringe mængden af støj, møg og røg. Og som jurist kan du bære regulering og lovgivning fra Bruxelles videre og omsætte det til en dansk kontekst.
Hvordan viser man, at man ved noget om SDG’er?
Det giver bestemt også værdi, at du markedsfører, at du har et bæredygtigt mindset via LinkedIn. Mange – især små og mellemstore virksomheder – finder deres næste medarbejdere via LinkedIn frem for at kaste sig ud i dyre rekrutteringsrunder. Og selv i de store rekrutteringsrunder tjekker mange arbejdsgivere jobansøgerne ud på LinkedIn. Lad læserne se, at du er passioneret omkring bæredygtighed allerede i din profiltekst og vis, at du mestrer at koble passion med dit professionelle virke. Vis hvordan dine resultater kan kobles op på de forskellige verdensmål. Vis at du har styr på sprogbrugen; cirkulær økonomi, bæredygtighed, grøn omstilling. Tilføj færdighederne som skills og altså søgeord, du kan blive fundet på. Markedsfør at du følger spændende grupper, der arbejder med bæredygtighed og klima. Og kast dig ud i debatten på forskellige fora.
TAK, til Bella, for gode svar.
ALTSÅ - Jo bedre du er til at tale ”Verdensmålsk”, jo større er sandsynligheden for, at du lander et grønt job. Vi har netop afholdt det fjerde morgenmøde om, hvordan grøn omstilling skaber job. 7 arbejdspladser på tværs af alle sektorer er endnu en gang enige om, at verdensmål danner et fælles sprog på tværs.
Men som med alle andre sprog er det ikke noget, man lærer på en dag. Min niece driller mig, fordi de i hendes 1. klasse allerede har lært dem udenad. Jeg har sat mig mit eget verdensmål. Det er, at jeg HVER dag skal bruge 10 minutter på at blive klogere på verdensmål. Det har gjort mit job både grønnere og mere meningsfuldt.
Jo mere vi deler, jo klogere bliver vi sammen.
Vi har brug for at blive lidt klogere. Så hvis du arbejder med SDG’erne, så skriv det gerne i kommentarfeltet herunder.
KH Kantsø og Bella.