Kursets indhold
Kurset giver dig en forståelse for, hvorfor det er vigtigt at have en høj grad af psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Du ser nærmere på din egen rolle som leder og på kulturen i den organisation, du er en del af. Du får indsigt i teorier, metoder og redskaber til at højne oplevelsen af tryghed i dit team, din afdeling eller din organisation.
Ifølge ophavskvinden til begrebet psykologisk tryghed, Harvard-professor Amy C. Edmondson, går hovedparten af organisationer i dag glip af vital læring, innovation og vækst, fordi medarbejderne alt for ofte holder sig tilbage med besværlige idéer, ildehørte sandheder eller viden om fejl. Årsagen er, at de frygter at dumme sig over for chefen og kollegerne, at blive ydmyget eller ligefrem straffet for det.
I et team eller en organisation med psykologisk tryghed er kulturen præget af gensidig respekt og tillid. Det er ikke farligt at tale om vigtige ting, selvom de er vanskelige og bøvlede. Det betyder bl.a., at der er plads til undren, at fejl bliver brugt konstruktivt, og at kolleger er gode til at videreudvikle på hinandens idéer – og det kan frigive energi og højne den samlede performance.