Det er en udfordrende tid for os chefer i uddannelses-, forsknings- og undervisningssektoren. Vi er knapt ved at lægge den globale Covid-19-epidemi på hylden - med de mange ledelsesmæssige opgaver, som det har betydet for os alle - før der bliver indgået brede politiske aftaler, som får stor betydning på henholdsvis ungdomsuddannelsesområdet (fordeling) og de videregående uddannelser (geografisk spredning). Der er ingen tvivl om, at også disse politiske tiltag vil kræve stor opmærksomhed og arbejdsindsats i de kommende år.
Den store og komplekse ledelsesopgave kræver dygtige ledere på uddannelsesinstitutionerne. Og vi leverer varen år efter år. Det skal vi ind i mellem minde ministerierne om - både i forhold til fastholdelse af kompetencer og ved rekruttering af nye til chefstillingerne i vores sektor.
Samtidig oplever Djøf i stigende grad at blive kontaktet af medlemmer, som har behov for sparring og rådgivning om egne ansættelsesvilkår, fordi samarbejdsrelationer til undervisergrupperne spidser til på enkelte institutioner. Nu skal man aldrig male fanden på væggen, men der synes at være et nationalt mønster, som sigter på at rulle ledelsesretten tilbage til en tid før OK13. Da det er et ”arbejdsgiver-spørgsmål”, ligger det i en gråzone i forhold til Djøfs interessevaretagelse. I virkeligheden burde Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og ministerierne være vores (ledernes) samarbejdspartnere. Men da pres fra medarbejderne ofte også har en ansættelsesretlig side for den enkelte leder, så bistår Djøf naturligvis med den del. I processen kommer vi ofte også til at forholde os til ledelsesret mv, da tingene som bekendt hænger sammen.
De ansættelsesretlige rammer for chefer blev for store dele af den statslige uddannelsessektor aftalt ændret med arbejdsgiverne i 2018. Men vi må her midt i 2021 konstatere, at alt endnu ikke er, som det skal være.
Jeg vil derfor benytte denne sommerhilsen til at give dig en orientering om, hvad vi ser på landkortet i den kommende tid for Djøfs interessevaretagelse for dig og de andre ledere på uddannelsesområdet.
Flere vælger Djøf
En forudsætning for en stærk interessevaretagelse er stor medlemsopbakning. Derfor er det glædeligt, at Djøf i dag kan stille sig frem som den organisation, hvor langt hovedparten af chefer og ledere i sektoren på statens område er medlemmer.
Djøf har i mange år haft medlemsvækst og har netop budt velkommen til medlem nummer 103.000. Medlemsvæksten omfatter også vores sektor, hvor medlemstilgangen af chefer fra landets uddannelses-, forsknings- og undervisningsinstitutioner betyder, at 22% af de offentlige chefer i Djøf kommer fra vores sektor.
Det giver os som organisation en stærk platform, når vi skal fremme vores dagsorden – i relation til både arbejdsgiverne og de andre faglige organisationer. Jeg lægger i den forbindelse særlig vægt på, at vi i Djøf har vores egen interessevaretagelse, der ikke er underlagt lærer- og underviserinteresser. Det har krævet en vedholdende indsats og masser af tålmodighed at nå hertil, hvor vi har forhandlingsretten på stort set alle områder. Vi skal også nok nå i mål med SOSU-direktørerne.
Implementeringsudfordringer med chefaftalerne
Siden indførelsen af de nye chefaftaler på uddannelses- og undervisningsinstitutionerne tilbage i 2018 har der foregået et omfattende implementeringsarbejde med at få de nye aftaler til at virke efter hensigten.
Vi må konstatere, at aftalerne fortsat ikke er implementeret efter det, som vi forudsatte som det vigtigste element – en mere direkte sammenhæng mellem de konkrete forhold på de enkelte institutioner, med et styrket lokalt råderum, som skulle erstatte behovet for et detaljeret styringsregime, som vi kendte fra de hidtidige cheflønsystemer. Desværre har ministerierne ikke implementeret aftalen, som den var tiltænkt. Nye centrale bindinger for fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår for øverste leder og øvrige ledere, kombineret med et forældet (teknisk) lønrammesystem, har ikke bidraget til en mere moderne og individuel løndannelse. Det er blot et bureaukratisk system, der er udskiftet med et andet.
Tiden er kommet til at gøre regnebrættet op. I efteråret 2021 afslutter vi evalueringsdrøftelserne med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Når der foreligger en konklusion på dette, herunder om der er et ønske på den anden side af forhandlingsbordet om at skabe et reelt lokalt råderum, så må vi se, om dette er tilfredsstillende – eller om tiden er kommet til, at Djøf skal indstille til vores centralorganisation Akademikerne (AC), at staten skal stævnes i sagen for brud på chefaftalerne.
Jeg håber personligt fortsat på en aftalemæssig løsning, da det juridiske spor både indebærer en vis risiko og vil medvirke til et endnu mere anstrengt forhold til ministeriet. Men det forekommer skævt, når ministeriet på den ene side roser vores indsats med at implementere (ikke altid helt gennemtænkte) love og bekendtgørelser og på den anden side signalerer mistillid til bestyrelserne og lederne og påstår, at der foregår lønfest i sektoren.
Bestyrelsesforeningen på STX-området har foretaget en lønanalyse, som tilbageviser påstanden om lønfest, hvilket flugter med de analyser af lønudviklingen, som Djøf har foretaget på baggrund af data fra statens lønsystem. Vi fortsætter dialogen med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og ministerierne lidt endnu, men vores tålmodighed er for længst opbrugt.
Chefaftale for chefer ved universiteter
Staten rejste ved de netop overståede overenskomstforhandlinger krav om indførelsen af en ny aftale vedrørende rammerne for løn- og ansættelsesvilkårene for cheferne ved universiteterne. Kravet blev ikke gennemført, da vi på organisationssiden sagde nej til kravet.
Det var ikke et nemt nej, da det er tydeligt, at universiteterne trænger til mere moderne rammer, blandt andet i form af mere attraktive lønpakker og fratrædelsesvilkår. Universiteterne er fortsat bundet af cheflønspuljen, som mange andre institutioner slap af med i 2018.
Arbejdsgiverkravet ville dog ikke løse problemet, når der var tale om etablering af tilsvarende implementeringsregime som for de øvrige institutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Cheflønspuljen ville blive erstattet af nye centrale regler fastsat af de statslige arbejdsgivere med indførelsen af tekniske lønrammer på alle chefstillinger og nationale lønbånd, hvor stillingerne skal måles i forhold til statens øvrige chefer.
Det er blevet tydeligt, at det at indplacere komplekse uddannelsesinstitutioner ind i lønbånd, der er koblet på stillinger i statslige styrelser og direktorater, skaber yderst sammenpressede lønforhold, som ikke understøtter de lokale muligheder, der var kongstanken i de nye vilkår fra 2018.
Universiteterne er ikke glemt – og vi håber at kunne komme ind på et spor sammen med de statslige arbejdsgivere, der kan skabe en ansvarlig lokal fleksibilitet, således at vi sammen kan lave nye moderne rammer.
SOSU-området
Et område, der burde være løst ved OK21, var overførslen af SOSU-direktørgruppen til de samme rammer for løn- og ansættelsesvilkår som landets øvrige erhvervsskoler. Problemet opstod tilbage i 2018, hvor den organisation, der har forhandlingsretten for gruppen, ikke ønskede en sådan overgang til de nye ansættelsesretlige rammer.
Derved blev gruppen efterladt på en særlig SOSU-overenskomst, som også omfatter lærergrupper. Djøf gav herefter tilsagn til gruppen om at ville arbejde for en løsning, selvom vi ikke har forhandlingsretten på nuværende tidspunkt.
Djøf rejste derfor krav ved OK21 om en løsning for gruppen. Arbejdsgiverne var af forskellige årsager modvillige til at finde en løsning for indeværende. Det afholder ikke Djøf fra at forfølge kravet om en overførsel af forhandlingsretten til Djøf og derved en dagsorden, hvor chefvilkårene skal fremmes.
Vi har historisk haft samme udfordring med erhvervsskolelederne, hvor vi netop lykkedes med at finde en løsning tilbage i 2018, hvor Djøf fik forhandlingsret og derved råderet over de kollektive ansættelsesretlige regler, som de er ansat efter.
Aftale- og forhandlingsretten
Djøfs sekretariat har i nogen tid modtaget henvendelser fra medlemmer på erhvervsskolerne, som fortæller, at de bliver udsat for et lokalt pres til at melde sig ind i en anden faglig organisation, som mener, at de alene har forhandlings- og aftaleretten til deres stillinger.
Det er vigtigt at understrege, at Djøf har aftale- og forhandlingsret på erhvervsskoleområdet – og har haft det siden 2018. Djøf er i dag den største medlemsorganisation, som organiserer ledere på erhvervsskolerne.
Jeg kan kun opfordre til, at man, hvis man møder disse argumenter ude på institutionerne, giver besked til afdelingen for Offentlige Chefer i Djøf, som af de rette kanaler kan rette henvendelse til de organisationer, der ikke er loyale over for de aftaler, der er indgået på vores område.
Professionshøjskoler, erhvervsakademiker og universiteter
Jeg vil afslutte min sommerhilsen med en invitation til alle medlemmerne på landets professionshøjskoler, erhvervsakademier, maritime uddannelsesinstitutioner og universiteter. Jeg vil gerne i en tættere kontakt med jer, så jeg kan blive endnu mere skarp på jeres synspunkter omkring Djøfs interessevaretagelse og de aktiviteter, Djøf skal arbejde med i vores sektor.
Jeg har ikke lagt mig fast på, hvordan vi bedst gør det, så gode forslag modtages gerne. Det kunne fx være en national struktur for hver institutionstyper, hvor vi kan finde veje til at få en god dialog rammesat. Vi kender det allerede fra ungdomsuddannelsesområdet i Djøf, hvor vi, gennem netværk og delforeninger, har en struktur for løbende dialog.
Forslag sendes til chefkonsulent Mads Kildegaard Larsen på dk¤djoef¤mkl i Djøfs sekretariat, som er tovholder på projektet.
Det blev alt for langt! Tak til alle jer, som læste det hele 😉
Med ønsket om en god sommer,
Kristian Jacobsen
Bestyrelsesmedlem, Offentlige Chefer i Djøf