]]>

Nyhedsmail

Bliv synlig og få et usynligt job

Få 3 gode råd til, hvordan du bliver mere synlig på arbejdsmarkedet og lander de usynlige jobs ved at opdage, udvikle og pleje dit digitale netværk.

Du er (snart) nyuddannet og i gang med at søge dit første fuldtidsjob. Du higer og søger efter det første job, men der er mange om buddet. Du får måske et pænt nej tak og en forklaring om, at de har fundet en med mere erfaring, eller der var mere end 400 ansøgere. Ikke et drømmescenarie for en nyuddannet.

Derfor skal du være opmærksom på, at en undersøgelse fra Ballisager (2019) viser, at 51% af alle jobs bliver besat uden opslag.

Det kan derfor være en fordel, at du også retter din opmærksomhed mod de usynlige jobs, som gemmer sig derude. Men hvordan finder du noget, der er usynligt? 
Tricket er, at du skal blive synlig, så dit netværk kan hjælpe dig. Derefter vil de usynlige jobs dukke op. 

Her er 3 skarpe til, hvordan du bliver mere synlig på jobmarkedet. 

Opdag dit netværk

LinkedIn, Instagram, Facebook, Snapchat, TikTok, Pinterest, Tinder osv. Dér finder du dit netværk. Nogle af dine kontakter kender du rigtig godt. Det er dine stærke forbindelser. Andre har du muligvis blot mødt en enkelt gang. Det er dine svage forbindelser.

På flere af platformene er det sandsynligvis de samme personer, der følger dig. Men du er måske kun forbundet med de tidligere kolleger fra din praktik, studiejob eller frivillige arbejde på LinkedIn. Og på Facebook er du kun forbundet med din kærestes onkler og tanter. 

Derfor skal du lave en netværksrokade:

  1. Læg energien på de sociale platforme, hvor de rigtige personer er. Dem med erfaring fra det område, du gerne vil søge job.
  2. Støv dine profiler af. Slet fx bytursbilleder og ucharmerende feedback til dit teleselskab.
  3. Optimer dine profiler. Især LinkedIn.
  4. Ryd op i dine profiler, og forbind dig med de rigtige personer på de rigtige platforme.

Måske er du kun forbundet med din kærestes tante på Facebook. Men hvis din tante arbejder med supply chain, og det er også er din drøm, så forbind dig med hende på LinkedIn. Det betyder ikke, at du skal slette hende på Facebook. Men på LinkedIn gør du hende til en aktiv medspiller i din jobjagt.  

Omvendt kan det være, at du deler meget private ting på Instagram, som måske ikke er relevant for tidligere kolleger. Så kan du rokere dem til LinkedIn ved at sende en pæn besked, hvor du skriver: 

’Min konto er fremover privat og for mine nærmeste. Men jeg glæder mig over at kunne følge med på LinkedIn, hvor jeg vil være mere aktiv for fremtiden.’

Udvid dit netværk

Når netværksrokaden er på plads, kan du udvikle og udvide dit netværk. Start med at gå på opdagelse i tidligere relationer. Er du forbundet med alle de relevante personer, som du har mødt gennem tiden?

Fx: 

  • Trænere fra håndboldklubben.
  • Kolleger fra praktikken.
  • Medstuderende fra udlandsopholdet.
  • Folk fra folkeskolen.
  • Undervisere på universitetet og så videre. 

Mange begår den fejl kun at sortere efter jobs, virksomheder eller brancher, de gerne vil ind i. Men med netværk gælder det, at 1+1 = 200. Og de færreste har overblik over, hvad andres partnere arbejder med.

Det kan godt være, at din tidligere håndboldtræner arbejder med noget helt andet, end det du vil. Men måske har hendes mand et relevant job og viden. Via en forbindelse med din tidligere træner på LinkedIn kommer manden med i dit netværk. Plus alle hendes andre forbindelser. 

Det hedder dit netværks 2. led. Det er en vigtig kilde til ny viden og nye muligheder. Søg derfor på titler eller virksomheder, som er interessante for dig. Resultatet viser, hvem der beskæftiger sig med det i dit netværks 1. og 2. led. 

Du kan række ud til begge led for at få mere viden og invitere dig selv på et (online) kaffemøde eller en gåtur. Du kan fx skrive til folk i dit 2. led: 

’Hej Pernille 
Jeg er faldet over dig her på LinkedIn. Det vil sige, jeg kan se, vi begge kender Tina, og jeg har bemærket, at du arbejder med marketing. Jeg skriver, fordi jeg for nyligt er blevet færdiguddannet og også drømmer om en karriere inden for marketing. Men der er så mange muligheder, afgreninger af feltet og veje at gå. Så jeg tænkte på, om du vil drikke en kop kaffe online med mig og fortælle om, hvad du arbejder med, hvordan du er endt i dit job, og hvad der fra dit perspektiv skal til, for at jeg bliver en interessant kandidat til en lignende stilling? Venlig hilsen’

Husk altid at sende en tilpasset og personlig hilsen, når du kontakter andre. Ingen gider en upersonlig standardbesked. Når du kontakter personer i 1. eller 2. led, er det også vigtigt, at det er information og viden, du efterspørger.

Det kan fx være viden fra en konkret branche, virksomhed eller stilling, som personen arbejder i. Det giver dig mulighed for at få afklaring på, om det er den retning, du skal søge. Et plus er også, at det kan kvalificere dine ansøgninger fremadrettet.

Husk også, at det altid er smigrende at høre fra dig, når du tydeliggør jeres fælles faglighed og motivation. Det styrker deres selvforståelse, når du efterspørger deres viden og erfaring. 

Plej dit netværk

Netværk er noget, vi giver til hinanden. Derfor skal du tænke over, hvem der er interessant at være forbundet med. Men du skal også overveje, hvad du kan give til dit netværk. 

Det skal du gøre af 3 årsager:

  1. Du vil i højere grad være på folks radar, hvis du ofte dukker op med nyt.
  2. Folk vil være mere tilbøjelige til at give noget igen, hvis de får noget fra dig.
  3. Det er dejligt at give. Især hvis du ikke forventer at få noget igen.

Er du i tvivl, om du har noget at tilbyde til en mere erfaren, så bare rolig. Som nyuddannet har du faktisk en masse at give til dit netværk: 

  • Del ny viden i form af artikler og de perspektiver, du tager med fra dem.
  • Giv støtte, når andre deler nyheder fra deres karriere.
  • Byg broer ved at introducere folk for hinanden, som du tænker, har noget tilfælles.
  • Vær konstruktiv og engageret i dialogerne i kommentarfeltet.
  • Giv en hånd ved at byde dig selv til som en, man kan vende faglige idéer med.
  • Læs andres delinger og like, like, like – glemte vi at sige: LIKE

Disclaimer: Det er ikke alle, der bryder sig om at lave offentlige opslag på SoMe-platforme. Men alle seks punkter kan du også gøre ved sende det i indbakken til personer i og uden for dit netværk. Du behøver ikke at dele alt for alt og alle, men kun for dem, som er vigtige for din karriere og jobsøgning.

Bliv synlig for de usynlige job 

Kaster du dig ud i omrokering af din tilstedeværelse på sociale platforme, vil du få et godt overblik over dine muligheder for at netværke på de forskellige sociale medier.

Dermed bliver det nemt at undersøge, hvem du kender inden for det felt, der interesserer dig. Det giver dig mulighed for at udvikle dit netværk fra sofaen ved at starte dialoger i indbakken og drikke en masse kaffe med folk på Zoom.

Langsomt vil du få adgang til nye mennesker, som på sigt kan hjælpe dig. Og samtidig bliver du klogere på dit kommende arbejdsmarked – og synlig for en mulig arbejdsgiver.

En dag vil en fra dit netværk komme i tanke om dig. Og derfor vil de bare lige dele med dig, at der er en mulig åbning i deres afdelingen eller virksomhed. En kollega er gravid, og chefen orker ikke at køre en rekrutteringsproces for vikariat, og derfor har de forslået chefen, at de skal tale med dig.

Lyder det hele lidt for eventyrligt? 

Tja, det faktisk er sådan, det sker. Tallene bag de usynlige job taler et tydeligt sprog. Det er sådan, at 51% af alle jobs bliver besat. Men det sker kun for dem, som har plantet en masse frø og gjort sig synlige over for resten af verden.

Start din digitale synlighed i dag

Med vores nemme guide til LinkedIn kan du styrke og udvikle dit netværk i en professionel retning.

Du bliver bl.a. guidet til, hvordan du:

  • får en attraktiv profil 
  • skaber synlighed
  • får skabt nye relationer
  • finder ledige jobs. 

Hent vores guide til LinkedIn lige her

 

Vurdér indhold

At rådgive de bedste forpligter. Derfor arbejder vi hele tiden på at blive bedre. Vurder gerne artiklen nedenfor.