Du har lige fået armene ned, og du skal snart starte i dit ny job. Du vil gerne gøre en god figur og bevise, at du er den rette i jobbet. Derfor møder du op med ambitioner om at gøre en forskel fra dag et.
Her er din nærmeste leder en vigtig ingrediens for, at du lykkes. Din leder skal være med til at gøre dig bedre og styrke din udvikling.
Derfor har vi samlet en guide til, at du kan spotte om, du har fået en god leder.
Kan din leder motivere dig?
Motivation er vigtig for, du lykkes i dit job. Det kræver, du får succesoplevelser og bliver fagligt udfordret. Derfor er det vigtigt, at din leder giver dig opgaver, du kan løse.
Med den rette balance vil du opleve succes og få motivationen til at lære og løfte mere på arbejdspladsen. Din leder skal være interesseret i dig og kende dit ståsted, så du også kan udvikle dig og dine kompetencer i jobbet.
Er du i dialog med din leder?
Retning og målsætning for din indsats er vigtig, når du skal lykkes. Derfor er det vigtigt, at din leder er i dialog med dig, så du kender formålet og meningen med dit arbejde. Din leder skal kunne forklare dig, hvorfor du skal løse dine opgaver, og hvordan det bidrager til den overordnede strategi.
Din leder skal være sikker på, du ved, hvordan du skal løse opgaverne. Her er en løbende dialog med din leder et værdifuldt redskab til, at du ved, at du er med til at gøre en forskel.
Har din leder tid til dig?
En åben dør ind til din leders kontor er vigtig for, at du kan løse dine opgaver. Du vil til tider opleve, at din leder skal træffe nogle beslutninger, før du kan komme videre med dit arbejde. Derfor skal du kunne komme til din leder, når du har brug for det.
Det betyder ikke, at du altid kan forvente din leders tid lige nu og her. Men det er vigtigt, at din leder er imødekommende, når du står overfor faglige udfordringer, som kræver din leders nærvær.
Kan din leder skabe arbejdsro?
Gode rammer og sammenhæng er vigtige for, du kan performe optimalt. Derfor skal din leder sikre, at du og dine kollegaer får ro og tid til at løse dine arbejdsopgaver. Din leder skal kunne værne om din indsats og holde det faglig niveau høj, selvom der er pres på fra interne og eksterne interessenter.
Er din leder god til at skærme dig og din afdeling, løser du dine opgaver hurtigere og bedre. Det styrker din motivation i hverdag, og din arbejdsgiver vil samtidig få mere ud af dine kompetencer.