]]>

Nyhedsmail

Sådan får du succes som konsulent

Få værdifulde insidertips til, hvordan du får succes som nyuddannet og nyansat konsulent i en hverdag præget af høj performance, faglig nysgerrighed og vilje til at skabe fremdrift og udvikling.

Vi har talt med Nikolaj Dyg Hansen, Partner i Implement Consulting Group, om, hvordan du lykkes som nyansat konsulent. Med mange års erfaring fra branchen og som partner i Implement Consulting Group kommer Nikolaj med 7 gode råd til, hvordan du får succes i konsulentbranchen.

1. Vær god til at analysere en problemstilling

Helt konkret skal du som konsulent kunne finde problemet, isolere det og finde på konkrete løsninger. Det kræver nysgerrighed og mod, fordi problemet nogle gange er noget helt andet, end det kunderne efterspørger en løsning på. Du skal finde ud af, hvad det er.

Vær derfor nysgerrig og stædig. Nogle gange kan løsningen kræve en større transformation, end man måske lige troede ved første øjekast. Men det er vigtigt, at du er i stand til at insistere på at finde de bæredygtige og varige løsninger. Det betyder også, at du skal turde at være i det kreative udviklingsrum med kunderne og kunne håndtere den kompleksitet, som det medfølger.

2. Vær god til at bygge nye relationer

Din måde at møde verden på er en forudsætning for at få succes som konsulent. Er du positiv? Har du gåpåmod? Er du empatisk?

Dine samarbejdspartnere og kunder har brug for din hjælp til at forandre sig, men det sker kun, hvis de har tillid til dig. Derfor skal du være i stand til at skabe nye relationer og pleje dem. Du skal kunne forstå mennesker, processer og kulturen hos en kunde.

Vær ydmyghed, når du møder kunden og anerkend dem og deres unikke historie. Vær i øjenhøjde, hav en positiv attitude og en oprigtig nysgerrighed. Det gode samspil med kunden er et fundament for din succes.

3. Hav forretningsforståelse

Du skal kunne se nye forretningsmuligheder. Du er nemlig med til at drive en forretning. Derfor skal du kunne identificere nye kommercielle muligheder gennem din dialog med kolleger og kunder. Ofte vil et projekt kunne avle et nyt projekt. Fx kan en problemstilling hos en kunde have rod andre steder i virksomheden.

Du skal derfor kunne se på tværs af en organisation og identificere, hvor der er mulighed for at hjælpe kunden yderligere. Lige meget om det er inden for din ekspertise. Brug nye tendenser og problemstillinger i den sektor, hvor du er specialiseret. På den måde kan du være på forkant med nye kommercielle tilbud, som gør dig og din arbejdsgiver mere interessant for nye kunder.

4. Bliv ved med at udvikle din faglighed

Som ny er det ok, at du lige skal lande i jobbet og lære de område at kende. Men begynd hurtigt herefter på at udvikle din faglige profil. Som konsulent består den af 3 ben.

Det første ben er dit fagområde som fx digitalisering, strategi eller forretningsudvikling. Det andet ben er den sektor eller sektorer, du specialiserer dig indenfor. Bliv ekspert, så du ved, hvad der rører sig på området. Det sidste ben er at udvikle dine evner til at skabe og drive forandringer. Fx mødestruktur, workshops, facilitering osv.

Hav en løbende dialog med dig selv, når du afslutter et projekt, for at finde ud af, hvad du har lært.

5. Understøt dit og andres lederskab

Ledelse er uundgåelig som konsulent. Det gælder både personlig ledelse, projektledelser og direkte lederskab. Til at starte med kan du tage ansvar for at styre din egen tid og din indsats i de projekter, du er med i. Selvledelse er en kerne i dit arbejde.

Understøt din projektleder bedst muligt. Det gør du ved at sætte dig selv i spil, tænke med på projektet og være på forkant, så I sammen kan udforme og løse projektet. Stil gerne krav og spørgsmål. De bedste nyuddannede er dem, som tør at sige til og fra – og finde på løsninger sammen med projektlederen.

I fremtiden er det nemlig dig, som skal lede og drive projekter.  Her skal du have forståelse for at uddelegere opgaver, inspirere og motivere mennesker samt skabe det bedste samarbejde på tværs af kunder og kolleger. Alt dette starter med, at du er selvledende og kan understøtte din leder.

6. Lær at give og modtage feedback

Feedback er et vigtigt redskab i din udvikling, dine kollegers og i relationen til kunden. Du skal derfor kunne give, modtage og bearbejde feedback.

Vær derfor med til at understøtte og udvikle en feedbackkultur hos din kolleger og arbejdsgiver. Det er værdifuldt, at du viser, du er klar på at udvikle dig i sammenspil med resten af organisationen.

7. Vær ærgerrig

Lær af dine ældre kolleger med mere erfaring. Find dine idoler, og høst af deres viden. Vælger du at lære af de bedste, kan du virkelig tage kvantespring i din faglige udvikling. Du kan mange ting som nyuddannet, men der er stadig lang vej endnu, før du er en af de bedste.

Vær derfor ærgerrig på at lære mere og blive en af de bedste. Find ud af, hvordan du når derhen, hvor du gerne vil hen med dit arbejdsliv – og forfølg det. Så vil du automatisk udvikle dig til at blive en god konsulent.

Få rådgivning om karriere

Har du spørgsmål til, hvordan du positionerer dig bedst muligt på din arbejdsplads, eller hvordan du tager det næste skridt, så kontakt os. Vi rådgiver dig, om hvordan du bedst udvikler din karriere gennem flere typer af tilbud, som alle kan skræddersys efter dine behov.

Start med at booke en karrieresamtale. Her sporer vi os ind på, hvordan du kommer tættere på din mål og ambitioner for arbejdslivet.

 

Vurdér indhold

At rådgive de bedste forpligter. Derfor arbejder vi hele tiden på at blive bedre. Vurder gerne artiklen nedenfor.