]]>

Nyhedsmail

Ny ferielov har betydning for dig

Selvom der er en ny ferielov på vej, kan det være en god idé, at du som nyuddannet får en aftale med din nye arbejdsgiver om ferie med løn. Få 3 gode argumenter til din forhandling.

Den 1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft. Det betyder, at du kommer til at opspare ferie fra måned til måned. Det kaldes samtidighedsferie. Den nye lov betyder også, at du kan holde et par dages ferie med løn allerede en måned efter, du er blevet ansat.

Det er en super lov for nyuddannede. Desværre gælder den først fra 1. september næste år. Bliver du færdiguddannet i 2019 og skal starte i nyt job, må du altså vente indtil næste år med at holde ferie med løn. Det betyder, at hvis du fx gerne vil holde 1 uges ferie, vil du ikke få løn for den uge.

Som nyuddannet vil du stadig have retten til at holde op til 5 ugers ferie, men det er 5 uger uden løn. Tanken om manglende løn kan måske få dig til at droppe din ferie. Men sådan behøver det ikke at være.

Prøv at forhandle 

Får du tilbudt et job i staten, vil du allerede være garanteret en uges ferie med løn. Det er et resultatet af overenskomstforhandlingerne i 2018. Får du tilbudt et job i det private erhvervsliv, kan du forsøge at forhandle dig til ferie med løn. Det er ikke sikkert, at du får alle 5 uger betalt, men lidt er også godt. 

Her er 3 gode argumenter, som du kan bruge i din forhandling om ferie med løn.

3 gode argumenter

Når du skal forhandle, er det vigtigt, at du fortæller arbejdsgiver, hvilken værdi det giver, når du får noget betalt ferie. Heldigvis er argumenterne lige til.

  • Det går ofte stærkt i det første år som nyansat, så du har også brug for en pause for at holde det samme tempo i mere end et år. Når du får muligheden for at trække stikket, har du også mulighed for at yde en ekstra indsats, når der er behov for det. 
  • Når du holder ferie, bliver dine batterier ladet op, og det er til stor gavn for arbejdsgiver. Når du er udhvilet, så løser du dine opgaver og projekter med nye øjne og fornyet energi.
  • Loven blev vedtaget, fordi det er urimeligt, at nyansatte ikke kan holde ferie i op til 16 måneder efter deres ansættelse. Loven gælder først fra næste år. Alligevel er den nye ferielov et godt argument i din forhandling, selvom den endnu ikke er trådt i kraft.

Tilpas de 3 argumenter til din forhandling, og brug dem efter behov. Så længe du er rimelig i din argumentation, har du også en god mulighed for at få lidt ferie med løn som nyansat. 

Få svar på de oftest stillede spørgsmål om den nye ferielov her

Vurdér indhold

At rådgive de bedste forpligter. Derfor arbejder vi hele tiden på at blive bedre. Vurder gerne artiklen nedenfor.