]]>

Djøf

Praktik

Få gode råd til, hvordan du planlægger dit praktikophold, så du får mest muligt ud af din praktik. Bliv også klogere på, hvad du skal være særligt opmærksom på, hvis du gerne vil i praktik i udlandet eller i EU.

Praktik er bare en god idé

Et praktikophold kan være til stor gavn for dit studieforløb og din videre karriere. Praktik er en god mulighed for at få relevant arbejdserfaring fra en organisation eller virksomhed. Et praktikophold kan du bruge til at blive klogere på dine kompetencer og ikke mindst, hvilken vej du gerne vil med dit arbejdsliv. 

Du lærer at være en del af en arbejdsplads, du kan afprøve dine teoretiske kundskaber af i praksis, og du får nye kompetencer til dit cv. Ønsker du en karriere i udlandet, kan du med fordel tage et praktikophold i udlandet for at få forspring, når du skal søge job efter studiet.

Kort fortalt får du med et praktikophold:

  • nye kompetencer til dit cv
  • afprøvet dine teoretiske kundskaber i praksis
  • indblik i hverdagen og processer på en arbejdsplads
  • indsigt i dine fremtidige arbejdsopgaver og jobmuligheder
  • udvidet dit netværk med værdifulde relationer på arbejdsmarkedet. 

Få 6 tips til at få mest ud af din praktik

3 gode råd til dit praktikforløb

Arbejdsopgaver og rolle

Få klarlagt dine arbejdsopgaver og rolle, samt hvilke uddannelseselementer der kan indgå i dit arbejde, før dit praktikophold begynder.

Fast kontaktperson

Bed om at blive tilknyttet en fast afdeling med en fast kontaktperson.

Løbende evaluering

Evaluér løbende med arbejdsgiver, så I begge har mulighed for at justere til undervejs.

Særligt om økonomi

Modtager du SU under dit praktikophold, kan du spørge om din praktikvirksomhed er villig til at give dig op til 3000 kr. om måneden. Det kaldes en erkendtlighed og er en form for påskønnelse af din indsats. Bliver du enig med virksomheden om, at du skal have en erkendtlighed, må den ikke fremgå af praktikaftalen.

I kan også aftale, at din praktikvirksomhed betaler dine udgifter til fx transport eller øgede bolig- og leveomkostninger, hvis du skal i praktik i en anden by eller i et andet land. 

Download praktikaftale

Det er en god idé, at du og din praktikvirksomhed planlægger dit praktikforløb sammen. På den måde får I formaliseret jeres samarbejde gennem en fælles forventningsafstemning. Så ved I begge, hvad der skal ske under dit praktikophold. Samtidig kan du bruge det til at få godkendt din praktik hos dit studiested, og når du skal skrive din praktikrapport. 

I kan fx udfylde en praktikaftale, hvor I beskriver form og indholdet i din praktik. Det kan fx være din praktiks varighed, arbejdstid, arbejdsopgaver, evaluering, regler for opsigelse af aftalen og eventuel kompensation for merudgifter.

Praktik i udlandet

Drømmer du om en international karriere, er et praktikophold i udlandet et godt sted at starte. Her får du nemlig mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt i et internationalt arbejdsmiljø. Samtidig får du et unikt indblik ind i metoder, systemer og arbejdsgange, som giver dig et forspring som nyuddannet.  

Der er mange muligheder for at komme i praktik i udlandet. Flere danske, europæiske og internationale organisationer, virksomheder og myndigheder søger praktikanter hvert semester.

Kært barn har mange navne

Praktikant, intern, trainee eller stagiaire er stort set et udtryk for det samme. EU-institutionerne bruger ofte ordet stagiaire. Mange internationale organisationer og virksomheder kalder det internships eller interns. Fælles er, at det dækker over et praktikophold. Derfor kalder vi det også praktikant.

Her finder du din praktikplads

Fælles for næsten alle praktikophold i udlandet er, at der er 2 årlige optag. Varigheden for et praktikophold i udlandet svarer nogenlunde til et dansk semester.

Uanset om det er et praktikophold i International Røde Kors, Greenpeace, Verdensbanken, den Europæiske centralbank, en EU-institution eller en dansk organisations Bruxelleskontor, så finder du praktikstillingerne på organisationens egen hjemmeside. Det samme gælder også for internationale virksomheder.

Sæt derfor god tid af til research, så du får et godt overblik over dine muligheder, ansøgningsprocessen og deadlines.

En smutvej kan være at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside. Her kan du finde oplysninger om en række danske og internationale organisationer. Ellers er Google din bedste ven.

International organisation eller virksomhed

Alle de formelle krav til at søge en praktikplads finder du på de enkelte organisationer og virksomheders hjemmesider. Det kan fx være, hvor langt du skal være på din uddannelse, før du kan ansøge, dine sprogkundskaber og ansøgningsprocessens mange deadlines.

Nogle steder ønsker de en praktikansøgning i form af et cv og en ansøgning. Andre steder skal ansøgningen ske via en – nogle gange omfattende - onlineformular. Det er ofte tilfældet i internationale organisationer.

Tid er derfor et nøgleord. Ofte er det mere omfattende end at søge praktik i Danmark.

Du kan med fordel bruge vores gode råd til at skrive en ansøgning, når du skal til at skrive din praktikansøgning. Der er nemlig ikke den store forskel på at søge et job eller en praktikplads.

Særligt om praktik i EU

Overvejer du en karriere i EU, så er et praktikophold et virkelig godt sted at starte. Det giver dig et unikt indblik og gode kontakter fremadrettet.

Det er muligt at komme i praktik i stort set alle EU's mange institutioner, udvalg og agenturer. Der er to årlige optag af praktikanter. De fleste praktikstillinger løber over 5 – 6 måneder. Nogle er endda aflønnet.

Det bedste sted at starte din ansøgningsproces er på EPSOs hjemmeside. Her finder du links til alle EU's institutioner og agenturer. Du kan også se, hvornår de åbner op for nye ansøgninger.

Det kræver en del research, men en genvej kan være, at du hurtigt skaber dig et overblik over de mest relevante og interessante institutioner og ansøgningskrav.

Derudover findes der en særlig praktikordning, som hedder Blue Book praktik, som er EU-kommissionens eget praktikprogram. Her kan du ansøge om at blive en del af det særlige talentprogram: Junior Professional Program (JPP). Det forbereder dig til at deltage i en concours, som er en optagelsesprøve, du skal bestå for at blive fastansat.

Vigtigt når du søger i EU

Læs de enkelte praktikopslag grundigt igennem, så du kender:

  • alle de krav, der stilles til dig som ansøger fx type af uddannelse, niveau, sprogkundskaber mv.
  • arbejdsopgaverne i praktikstillingen
  • lønforholdene under praktikken
  • ansøgningsprocedurens mange trin
  • alle dokumenter, der skal bruges i processen. 

Typisk vil ansøgningsprocessen starte med:

  • oprettelsen af en konto på EPSO
  • udfyldelse af en onlineformular
  • upload af diverse dokumenter
  • godkendelse af din formular og dokumenter
  • upload af cv og ansøgning til de konkrete stillinger.  

Vær omhyggelig, når du udfylder ansøgningen online. Selv den mindste fejl, som fx en forkert dato for en ansættelse, vil betyde, at din ansøgning ikke godkendes. Vær også opmærksom på, at alt skal kunne dokumenteres. Derfor er en god tommelfingerregel: kan det ikke dokumenteres, så skal det ikke med.

Blue Book praktik og JPP

EU-kommissionens har sit eget praktikprogram. Det hedder Blue Book. Der er 2 årlige optag, og forløbet er på 5 måneder. Det er den 1. marts og 1. oktober. Her er praktikken altid aflønnet.

Det særlige ved Blue Book praktik er, at det giver adgang til at søge om optagelse i et særligt talentprogram kaldet Junior Professional Program (JPP). Ansøgning sker på samme måde, som når du ellers søge praktik i EU.

For at søge en Blue Book-praktik skal du:

  • som minimum have bestået din bachelor (ofte har mange ansøgere allerede fuldført deres studiet)
  • mestre to EU-sprog, hvoraf det ene skal være engelsk, fransk eller tysk
  • ikke tidligere have været i praktik eller lign. i en EU-institution eller agentur i sammenlagt over 6 uger.

Husk, det er helt normalt, hvis du skal igennem flere ansøgningsrunder, før du bliver optaget. Mange vælger først at ansøge, når de er færdige med deres kandidat.

 

Junior Professional Program

Karriereprogrammet JPP giver dig mulighed for at rotere mellem flere af Kommissionens generaldirektorater. Dermed får du afprøvet drømmen om en karriere i EU.

Som en del af talentprogrammet får du mulighed for at tage en concours, som er en intern prøve, du skal bestå for at kunne blive fastansat i EU.  Du kan ansøge JPP 2 gange om året. Ofte i marts eller april samt november.

For at søge en JPP skal du opfylde en række krav:

  • Du skal allerede være ansat ved EU-kommissionen som enten Blue Book, Contract Agent eller Temporary Agent.
  • Du må maks. have 3 års arbejdserfaring efter afslutning af uddannelse.
  • Du skal opfylde samme sprogkrav som ved ansøgningen til Blue Book.

Du bliver udvalgt ved at deltage i en 3 trins proces:

  • Du skal bestå en computerbaseret test (verbal reasoning og abstract reasoning).
  • Derefter udvælger generaldirektoraterne en række kandidater.
  • HR iværksætter interviewrunde med de indstillede kandidater.

Herefter får du besked, om du er blevet optaget i programmet.  

Har du brug for sparring

Du er altid velkommen til at kontakte os for at få svar på dine spørgsmål om praktik. Vi sidder klar til at rådgive dig ved vigtige karrierevalg, og vi giver sparring, når du skal skrive en god ansøgning eller lærer at mestre en jobsamtale.

Kontakt os alle hverdag kl. 9-16 på 33 95 97 00, skriv en mail til os på dk¤djoef¤djoef

Studieliv i udlandet

Bliv klædt på til at vælge; hvor, hvordan og hvornår du skal tage et studieophold i udlandet. Hør også andres erfaringer, og få gode råd til, hvordan du søger legater.

Djøfs rejselegat

Skal du i praktik eller studere i udlandet, har du mulighed for at få et Djøf rejselegat på 10.000 kroner.