I planlægningsfasen er det vigtigt, at du tænker over, hvad der er vigtigt for dig. Det kan være alt fra fag og sociale aktiviteter til sprog og karrieremuligheder. Når du kender dine prioriteter, ved du også, om et udlandsophold er det næste skridt for dig.
Overvej
- Fordele og ulemper ved et studieophold. Skriv en klassisk +/- liste, og få et nemt overblik over, hvad der vejer tungest for dig.
- Hvem i dit netværk kan hjælpe dig med at afklare din prioriteter. Det kan fx være valg af fag, type af undervisning, universitet, by eller land.
- Hvilket udbytte du gerne vil have med fra dit udlandsophold. Kig på, hvad der er vigtigt for dig, og hvad det vil kræve af dig for at nå dine mål.
Når du først er taget af sted, vil du opleve, at tiden går stærkt. Derfor er det en god idé, at du husker dig selv på at reflektere over dit udlandsophold. Det giver stof til eftertanke, og du lærer nye sider af dig selv, som du kan bruge, når du er hjemme igen.
Spørg dig selv
- Hvad er din største udfordring, og hvordan løser du den?
- Hvad er det bedste ved at være af sted, og hvorfor synes du det?
- Hvad har overrasket dig mest, og hvad ville du gerne have vidst, før du tog af sted?
- På hvilke områder udvikler du dig mest lige nu?
- Hvad optager dig lige nu, og hvad vil du gerne have fokus på resten af tiden?
- Hvilke råd kan du give videre til andre, når du er kommet hjem igen?
Når du er tilbage i Danmark, er det en god idé at gøre status. Kig på, hvad du har fået af nye kompetencer, og hvad du kan bruge dit udlandsophold til i fremtiden.
Tænk over
- Hvad motiverer dig, og hvilke opgaver vil du gerne arbejde med i fremtiden?
- Hvilke kompetencer har du med dig fra udlandet, og hvilke opgaver kan du løse med dem?
- Hvad er din styrker, og hvad er dine svagheder?
- Hvor kunne du godt tænke dig at arbejde, og hvad kræver det af dig?
- Hvilke arbejdspladser har brug for dig og dine kompetencer?