]]>

Kender du Årets Tillidsrepræsentant?

Du og alle Djøfs andre tillidsrepræsentanter fortjener en kæmpe hyldest. Derfor kårer vi igen i år Årets Djøf-tillidsrepræsentant. Måske kender du en god kandidat?

Så er det igen blevet tid til en kåring af Årets Djøf-tillidsrepræsentant. Læs artiklen og se, hvordan du kan være med til at nominere en god kandidat.

Som tillidsrepræsentant er dit arbejde særligt værdifuldt og en hjørnesten i at sikre trivsel og udvikling på jeres arbejdsplads. Derfor uddeler Djøf hvert år en pris til årets bedste tillidsrepræsentant – og du kan være med til at pege på de gode kandidater.

Kender du en TR, som er særligt god til at bygge bro mellem ledelse og medarbejdere, og som styrker medlemmernes stemme gennem sit stærke engagement? Eller er din TR-kollega optaget af at styrke sammenholdet og sikre løsninger til gavn for både medlemmer og organisation? Så send os en nominering.

Fortæl os hvorfor netop denne TR fortjener et ekstra skulderklap. Du kan nominere en TR her frem til tirsdag 31. oktober 2023. 

Årets Djøf-TR bliver kåret i november af et dommerpanel, som består af bestyrelsesmedlemmer fra Djøf Offentlig og Djøf Privat. Vinderen får en personlig gave til en værdi op til 1.000 kr. plus 10.000 kr. til et fagligt arrangement på arbejdspladsen.

Vi glæder os til at modtage alle nomineringerne. 

 Årets TR

Sidste års Årets Tillidsrepræsentant Mia Falconer fra Dansk Røde Kors fik overrakt prisen af Anne Bach Waagstein, formand for Djøf Privat. Mia fik også blomster af Røde Kors’ ledelse.