18.08.2020
Debatindlæg af Henning Thiesen, formand for Djøf
Debatten om tidligere tilbagetrækning kører for fuld kraft, allerede inden regeringen har lagt et konkret udspil frem.
I lighed med et meget stort flertal af danskerne, ifølge flere målinger, har jeg forståelse for, at der kan være behov for en ny ordning for lønmodtagere, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, og som er slidt ned efter et langt arbejdsliv. En nødudgang for dem, der ikke bliver tilgodeset af muligheden for seniorpension eller de øvrige ordninger for helbredsbetinget førtidspension.
Akademikere står ikke øverst
I Djøf er vi ganske klar over, at akademikere ikke står øverst på listen over dem, der får glæde af en ny mulighed for tidligere tilbagetrækning. Akademikere kommer typisk lidt senere ud på arbejdsmarkedet end andre faggrupper – selv om vi allerede i studietiden lægger et betydeligt antal timer i studiejob ved siden af studierne. Og vi bliver ikke fysisk nedslidte i samme omfang som andre faggrupper.
Desværre fylder de psykiske arbejdsskader stadig mere i statistikken over årsager til nedslidning, så det duer ikke kun at tale om fysisk nedslidning.
Men det vil være uklogt for Danmark og dansk økonomi, hvis debatten kun handler om, hvordan man kan trække flest muligt ud af arbejdsmarkedet. Målet må jo være, at vi kan arbejde frem til den pensionsalder, Folketinget vedtager.
Man behøver ikke være professor for at se logikken i, at når nogle grupper skal kunne trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet, må andre yde en ekstra tørn, hvis vi ikke alle skal blive lidt fattigere og dermed få råd til mindre velfærd.
Forebygge nedslidning
Derfor er der brug for, at debatten om tidligere tilbagetrækning også kommer til at handle om, hvordan vi kan forebygge, at vi overhovedet bliver slidt ned – fysisk eller fysisk. Og hvordan vi kan gøre det muligt og attraktivt at blive lidt længere tid på jobbet.
Her er det desværre op ad bakke. Alt for mange må trække sig fra arbejdsmarkedet før tid på grund af nedslidning. Og det er tankevækkende, at når Djøf opgør aldersfordelingen blandt afskedigede medlemmer, er det seniorerne 50+ der står forrest i køen, når de offentlige arbejdsgivere og specielt staten, afskediger medarbejdere. Der er åbenlyst brug for et helt nyt syn på, at ældre medarbejdere ikke kun ses som en belastning, men tværtimod som en nødvendig og naturlig del af en af en arbejdsplads.
Fleksibelt seniorarbejdsliv
Et langt arbejdsliv skal ikke kun indeholde stok og pisk. Det er helt afgørende, at det bliver en intakt arbejdsevne og lysten, der driver den enkelte. Lyst til at arbejde frem til pensionsalderen – og meget gerne også efter den formelle pensionsalder, hvis der er de rigtige incitamenter. Det kan handle om, at der bliver åbnet for, at man kan trappe ud af arbejdsmarkedet gennem løbende reduktion af arbejdstiden eller at skattesystemet præmierer medarbejdere, der arbejder ud over pensionsalderen.
En aftale om tidligere tilbagetrækning må derfor også indeholde investeringer i en forsat forbedring af arbejdsmiljøet – både det fysiske og psykiske, mere fleksibilitet i forskellige livsfaser og bedre mulighed for efteruddannelse og brancheskift i et arbejdsliv, der for de fleste af os slutter senere og senere – og fylder mere og mere i vores tilværelse.
Indlægget har været bragt d. 18. august 2020 i Avisen Danmark, et fælles tillæg til 13 jyske og fynske dagblade.