]]>

Pressemeddelelse

Det er ikke frivilligt at vidne i en rigsret – derfor bør det ikke sendes på tv

Vidner i Rigsretten skal ikke kunne risikere, at deres udtalelser bliver klippet i stumper og stykker og transmitteret på tv og på sociale medier. Selvfølgelig skal Rigsretten være åben for pressen og almindelige borgere, men ikke for tv, skriver Djøf i dette debatindlæg

19.03.2021

Af Henning Thiesen, formand for Djøf, Hanne Fugl Eskjær, formand for Offentlige Chefer i Djøf og Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig 

Informations leder den 3. marts beskæftiger sig med forslaget fra Inger Støjberg om at tillade tv-transmissioner fra den forestående rigsretssag mod Støjberg selv.

I lederen bliver også Djøfs kritik af forslaget bemærket. Vi vil derfor gerne understrege, at Djøf absolut er fortaler for, at der skal være offentlighed i en retssag. Pressen skal kunne referere fra afhøringerne, og der skal være adgang til retssalene for almindelige borgere. Præcis som reglerne er i dag. Men vi ser ingen grund til at ændre de nuværende regler, hvor det i dag er domstolene – herunder Rigsretten selv, der tager stilling til, om der må optages lyd og billeder i retssalen.

For Djøf spiller hensynet til vidnerne en central rolle. Afhøringer skal foregå under ordnede forhold i overensstemmelse med danske retsplejeprincipper og ikke som en folkedomstol – og da slet ikke som tv-underholdning. Det er sagen alt for alvorlig til. Hvis afhøringer foregår foran rullende kameraer, kan det risikere at påvirke vidnerne, så den fulde sandhed ikke kommer frem.

Som embedsmand stiller man naturligvis op og afgiver forklaring, når man bliver indkaldt som vidne i en sag. Hvis man bliver indkaldt som vidne i Rigsretten, så gælder det for alle borgere, at de har pligt til at møde op. Derfor skal vidner ikke kunne risikere, at deres udtalelser bliver klippet i stumper og stykker og transmitteret på tv og på sociale medier. Hvis man har lyst til at stille op til et tv-interview efterfølgende, står det enhver frit at gøre det. Men det må være den enkeltes frie valg.

Vi vil gerne mane til besindighed og håber, at et flertal i Folketinget afviser at ændre på reglerne. Jo mere alvorlig en sag er, jo vigtigere er det, at vi opretholder de grundlæggende retsprincipper for en ordentlig og fair rettergang.

Bragt i Information 11. marts 2021

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.