19.10.2022
Debatindlæg af Sara Vergo, formand for Djøf
Før jeg blev formand for Djøf, var jeg embedsmand i Næstved Kommune. Sammen med borgerne udviklede jeg nye naturområder og rekreative stier – for eksempel var jeg med til at skabe grundlaget for politikernes beslutning om at skabe 200 hektar skov rundt om byen. Jeg var projektleder for en klimatilpasningsplan, hvor vi vurderede, hvor klimaforandringerne med stigende havstand og stormflod kunne påvirke veje og huse i kommunen. Og jeg stod i spidsen for et meget ambitiøst erhvervsudviklingsprojekt for virksomheder, der gerne ville arbejde med cirkulær økonomi. Sådan et job gør en reel forskel for borgere og virksomheder – det samme gælder alle mine offentligt ansatte kollegaer i andre administrative jobs.
Derfor bliver jeg også så træt, når de administrative medarbejderne i det offentlige (igen) er blevet gidsler i politikernes iver for at vinde en plads i Folketinget. S-regeringen vil spare 2,5 milliarder på den kommunale administration. De konservative vil spare 18 milliarder på den offentlige administration. For blot at nævne nogle af de konkrete forslag i valgkampen.
Kampen om de offentligt ansatte er desværre præget af talrige myter og fordomme. For eksempel så jeg dette citat i Lokalavisen Aarhus: ”Der skal spares på alle de der djøfere i systemerne. Pengene skal findes hos alle dem, der bare forsinker vores andres arbejde”.
Lad mig starte der: Der findes ingen hær af djøfere - vi er faktisk langt færre, end de fleste tror. Kommunernes og Regionernes Løndatabase viser, at der er 9.590 djøfere ansat i kommunerne. Det svarer til 2,0% af landets 476.000 kommunalt ansatte. På sundhedsområdet i regionerne udgør de 2.179 djøfere blot 1,6% af de 133.000 ansatte.
Og så må jeg insistere på, at administration er godt og nødvendigt for god velfærd. Der er brug for ordentlig økonomistyring, juridisk sagsbehandling, vagtplanlægning, HR, fornuftige indkøb, styr på licitationer af offentligt byggeri og kommunens el-forbrug, for blot at nævne nogle få eksempler.
Selvfølgelig er det godt og vigtigt med en løbende debat om mængden af bureaukrati. Og jeg synes, vi skal lytte nøje efter, når pædagogen, sygeplejersken og sosu’en beretter om papirarbejde, der tager tid fra samværet med børnene og de ældre. I Djøf tager vi gerne del i arbejdet med at forenkle antallet af regler og dokumentation.
Vi bakker helhjertet op om forsøgene med frikommuner, hvor man skrotter en lang række statslige krav og paragraffer på udvalgte områder som ældrepleje, jobcentre og børn. Jeg vil også opfordre kommunerne til at se ind ad og gennemgå de regler, de selv har vedtaget, og luge ud hvis reglerne spænder ben. De første erfaringer fra de syv kommuner med velfærdsaftaler er gode. Det skal vi gøre mere af.
Fra vores medlemmer i kommuner, stat og regioner, hører jeg historier om et voldsomt arbejdspres og et bekymrende højt stressniveau. Intet tyder på, at der i øjeblikket er for mange ansatte til de opgaver, politikerne har besluttet, skal løses. Så det handler om, at politikerne skal have mod til at fjerne regler og dokumentationskrav - også selvom de er indført i bedste mening for at forebygge fejl og sikre ensartet og god behandling af borgerne.
Jeg vil på det kraftigste advare mod at tage forskud på glæderne ved at indregne effektiviseringer og besparelser i budgetterne, før vi ved, om det er fri fantasi eller faktiske muligheder. Ellers ender vi med grønthøsterbesparelser med den konsekvens, at de medarbejdere, der er tilbage, skal løbe endnu hurtigere - eller at de administrative opgaver bliver lagt over til pædagoger, skolelærere og sosu-assistenter. Det er hverken klogt eller rimeligt.