]]>

Pressemeddelelse

Djøf Advokat runder 3000 medlemmer

- Vi har formået at skabe et stærkt fagligt og socialt fællesskab for ansatte advokater og advokatfuldmægtige, hvor vi både varetager deres interesser, arbejder for at sikre gode ansættelsesvilkår og styrker det enkelte medlems faglighed gennem et stort udbud af relevante arrangementer, kurser, netværk og studieture, siger Rasmus Thingholm, formand for Djøf Advokat.

01.11.2023

Djøf Advokat har pr. 1. oktober 2023 rundet 3.000 medlemmer for første gang nogensinde. Det er en stor milepæl for foreningen, som har oplevet en markant stigning i medlemstallet gennem de seneste fem år.

”Det er selvfølgelig en stor milepæl for os.  Hvis vi skal blive ved med at være et stærkt talerør for vores medlemmer og bidrage til advokatbranchens videre udvikling, så er størrelsen på Djøf Advokat en vigtig faktor,” siger Rasmus Thingholm, som er stolt over den udvikling, som Djøf Advokat har gennemgået over de seneste år.

”Vi har valgt at prioritere dialogen om advokatbranchens udfordringer og fremtid, uanset om det handler om arbejdspres, behovet for mere fleksibilitet, #Metoo, diversitet og inklusion, ledelse eller de mange andre dagsordener, vi har været ude på i den seneste tid. Det har fået flere ansatte til at få øjnene op for os, ligesom både branchen, dens aktører og øvrige interessenter ser os på en anden måde i dag sammenlignet med tidligere”, tilføjer Rasmus Thingholm.

Siden 2018 har Djøf Advokat oplevet en organisk medlemsvækst på hele 46% - fra 2.099 medlemmer pr. 1. juli 2018 til mere end 3.000 medlemmer pr. 1. oktober 2023. I de seneste 12 måneder har Djøf Advokat oplevet en medlemsfremgang på 9%.

Den store medlemsfremgang har også betydet, at medlemmerne af Djøf Advokats bestyrelse er blevet udpeget og valgt til en lang række vigtige poster i de senere år. I maj 2023 blev advokat Simon Kristian Frøsig valgt til Advokatrådet, ligesom Djøf Advokat i dag er repræsenteret i bl.a. Advokatrådets Strukturudvalg, Justitsministeriets Kursusudvalg, aftagerpanelet for Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og Danske Advokaters arbejdsgruppe for en mere attraktiv advokatbranche.  Derudover blev Djøf Advokats formand, Rasmus Thingholm, valgt som den ene af Djøfs to næstformand i foråret 2022.

”Vi skal først og fremmest blive ved med at gøre os umage med at være aktuelle og relevante for vores medlemmer. Vi skal blive ved med at være til stede og synlige i debatten, ligesom vi ikke må være bange for at blande os og stille os til rådighed i udvalg, arbejdsgrupper og de generelle drøftelser, der er om både advokatbranchens og hele advokatstandens udfordringer og fremtidige udvikling,” siger Rasmus Thingholm, som rækker hånden ud til advokatvirksomhederne og branchens aktører.

”Vi skal blive endnu bedre til at samarbejde med resten af advokatbranchens aktører og interessenter om udviklingen af advokatbranchen. Vi har en stor og væsentlig viden og indsigt, fordi vi repræsenterer så stor en del af de ansatte advokater og advokatfuldmægtige, som kan komme både den enkelte advokatvirksomhed, men også den samlede branche til gavn. Vi ser os selv som en vigtig medspiller, ikke en modstander. Løsningerne skal vi finde gennem dialog og samarbejde,” pointerer Rasmus Thingholm.

Djøf Advokat er en delforening under Djøf, som er den faglige organisation for mere end 110.000 medlemmer, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige. Djøf Advokat varetager interesserne for ansatte advokatfuldmægtige og advokater, uanset om de er ansat i advokatbranchen, i organisationer eller i erhvervslivet, samt cand.merc.(jur.), der arbejder i advokatbranchen.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.