]]>

Pressemeddelelse

For hver tredje er løn under barsel afgørende for valget af job

En alliance bestående af ligestillingstænketanken EQUALIS og fagforeningerne Djøf, DM og IDA har sat sig for at få ændret barselsreglerne, så barsel med løn bliver en rettighed – ikke et personalegode.

15.09.2023

Det kan godt betale sig for en arbejdsgiver at udbetale løn til medarbejdere på barsel. I hvert fald hvis den vil være attraktiv for flere potentielle medarbejdere.

Det viser en befolkningsundersøgelse, som Epinion har gennemført for ligestillingstænketanken EQUALIS.

Her svarer cirka hver tredje respondent, der har været på barsel inden for de seneste tre år, er på barsel eller skal på barsel i løbet af det næste halve år, at løn under barsel er afgørende for deres valg af arbejdsplads. Og det gælder for både mænd (31 pct.) og kvinder (34 pct.).

”Det er et klart signal om, at arbejdsgiverne skal oppe sig i kampen om de bedste medarbejdere,” lyder det i en fælles udtalelse fra ny barselsalliance bestående af EQUALIS og de tre fagforeningerne Djøf, IDA og DM, der tilsammen repræsenterer cirka 310.000 medlemmer.

”Og så giver det jo ingen mening, at mange arbejdsgivere kun udbetaler løn under barsel, hvis medarbejderen har været ansat et vist antal måneder og ikke fra begyndelsen af ansættelsen. Barsel med løn skal være en rettighed, ikke et personalegode,” lyder det videre.

Derfor vil barselsalliancen fremadrettet arbejde for en modernisering af barselsreglerne ved løbende at levere ny viden om problemerne ved de nuværende regler samt anbefale konkrete ændringer.

Alliancen vil blandt andet arbejde for, at:

  • Anciennitetskrav bliver fjernet, så muligheden for at gå på barsel med løn ikke skal afhænge af, hvor længe man har været ansat.
  • Fordelingen af barselsfondenes refusionsuger bliver tilpasset øremærkningen af barselsorloven.

Og det skal blandt andet ske, fordi: · Anciennitetskrav i barselsfondene rammer de fødende økonomisk.

  • Kravene kan forhindre særligt fædre i at tage den øremærkede barsel, der i 2022 ellers blev ændret fra to til 11 ugers øremærket orlov.
  • Kravene resulterer i mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet, da de kan betyde, at både mænd og kvinder holder sig fra at skifte job, fordi det medfører en risiko for at miste retten til løn under barsel.
  • Kravene er med til at fastholde løn- og pensionsgabet mellem mænd og kvinder, da kvinder gennemsnitligt tager længere barsel end mænd.

For yderligere kommentarer, kontakt nedenstående talsperson eller se citater længere nede:

- Sara Vergo, formand for Djøf og talsperson for Barselsalliancen bestående af fagforeningerne Djøf, DM og IDA samt EQUALIS, tlf.: 31 37 39 20

Citater:

Sara Vergo, formand for Djøf: ”De danske virksomheder kæmper i øjeblikket om arbejdskraften. Og vi kan se, at gode barselsvilkår har stor betydning, når vores yngre medlemmer søger nyt job. Det gælder for både mænd og kvinder. Derfor virker det helt ude af trit med virkeligheden, at en del virksomhederne insisterer på en utidssvarende praksis, der gør det sværere at skifte job – og som i øvrigt bryder med barselsfondenes formål om at udligne omkostningerne ved barsel så ligestilling på arbejdsmarkedet kan understøttes”.

Gine Maltha Kampmann, direktør i EQUALIS: ”Som samfund går vi glip af mænds talent i forældreskabet, og kvinders talent i ledelseslag. Med øremærket barsel til fædre/medforældre, kom vi et stort skridt i den rigtige retning. Hvordan mor og far deler barslen og ansvar for børnene, er nemlig et centralt forandringsled til øget ligestilling – i hjemmet og på arbejdspladsen. Men alle har ikke lige adgang til at holde barsel med sit barn. Det er ikke godt nok. Som samfund skal vi sikre de rette rammevilkår for, at alle kan bruge deres barselsrettigheder. Det er ikke at sætte barren højt, men i balance”.

Camilla Gregersen, forperson for den akademiske fagforening DM: ”Det hindrer mobilitet på arbejdsmarkedet og stiller de unge og nyuddannede rigtig dårligt, at man skal have været ansat et vist antal måneder for at få ret til løn under barsel. Det må ændres! De unge vil oftest være et sted i deres liv, hvor barsel kan blive relevant i den nærmeste fremtid. De skal have samme ret til barsel som alle andre, også når de skifter job”.

Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA: ”Anciennitetskrav for løn under barsel spænder ben for, at forældre reelt har de samme rettigheder og muligheder for at holde barsel, og kravet rammer både mor og den anden forælder hårdt. Zoomer vi ind på fædrene, så ved vi både fra forskning og medlemsundersøgelser, at løn under barsel spiller en helt afgørende rolle for om fædre tager barsel eller ej. Løn under barsel er en forudsætning for, at den øremærkede barsel kan blive en succes”.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.