]]>

Pressemeddelelse

Erfarne akademikere er en gevinst for små og mellemstore virksomheder

Læs, hvorfor erfarne akademikere er en stor gevinst for små og mellemstore virksomheder.

26.02.2024

Af Anne Bach Waagstein, Formand for Djøf Privat og næstformand i Djøf.

Jeg har arbejdet i mindre virksomheder en stor del af mit arbejdsliv. Det var en vigtig erfaring for mig, fordi jeg blev sendt ”rundt i manegen” og skulle bruge min faglighed på tusind måder. 

Samtidig mærkede jeg, at jeg selv satte aftryk på, hvordan vi gjorde tingene.

I Djøf er vi glade for, at flere små og mellemstore virksomheder (SMV’er) har fået øjnene op for, at ansættelsen af den første akademiker kan styrke forretningen. 

En ny undersøgelse fra Djøf viser, at mere end 14.000 SMV’er har ansat deres første akademiker mellem 2011 og 2019. 

Der er især rift om de erfarne akademikere. 

Næsten halvdelen af de første akademikere, der ansættes, har ti års erfaring eller mere fra arbejdsmarkedet. Ja, faktisk viser undersøgelsen, at en femtedel af dem har 20 års erfaring eller mere. De erfarne akademikere er en gave for erhvervslivet.

Danske virksomheder opererer i global konkurrence kendetegnet af høj kompleksitet og usikkerhed. Under de betingelser giver det en forretningsmæssig fordel at ansætte erfarne akademikere med en bred portefølje af kompetencer, som kan navigere i omskifteligheden og levere selvstændigt fra første dag. 

Samtidig har de erfarne et professionelt netværk i rygsækken til gavn for deres nye arbejdsplads.

Men vi skal ikke stoppe her. Regeringens fremskrivninger for arbejdsmarkedet viser, at flere virksomheder bør skrue op for rekrutteringen af akademisk arbejdskraft, hvis de vil fastholde markedsandele.

Som fagforening tager vi et medansvar for at klæde erhvervslivet på med stærke kompetencer. 

Erfarne akademikere kan bidrage til SMV’ernes bundlinjer – bl.a. ved at professionalisere arbejdsgange, binde værdikæder bedre sammen og styrke innovationskraften. 

Derfor er det vigtigt at dele de gode historier om, hvordan SMV’er kan styrke konkurrenceevnen ved at ansætte flere med lange uddannelser – også de erfarne med mange kilometer i benene.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.