]]>

Fordelene ved at arbejde i en startup

Se de 5 fordele, som der er ved at starte som nyuddannet i en startup.

For mange kan idéen om at arbejde i en startup-virksomhed virke skræmmende. Kendetegnene er typisk små virksomheder med store ambitioner og en vis grad af risikovillighed, hvor der ikke altid er 100% styr på tingene. Men hvis du kan leve med det, er der faktisk meget at vinde ved at arbejde i en startup. Især hvis du er ny på arbejdsmarkedet.

Derfor har vi oplistet en række fordele, som der er ved at starte karrieren i en startup. Og hvad du bør overveje i processen omkring at finde den rigtige virksomhed for dig.

Fordel #1 - Ansvar

Som nyuddannet kan det være svært at lande en stilling, hvor du er med til at lægge de store linjer og træffe de store beslutninger. Medmindre du starter i en startup. Men vil du det, er det faktisk et ideelt sted at starte din karriere.

Selvfølgelig afhænger dine muligheder af, hvor langt virksomheden er sin startuprejse. Men I en startup er alle kompetencer vigtige, og der er kort vej fra idé til handling – og din mening tæller. Det kræver også, at du kan leve op til det ansvar og forstår, hvordan en startupkultur fungerer.

Som regel er der en sund fail fast-kultur, som mange store virksomheder faktisk prøver at gøre efter. Det er både effektiv og sjovt. Og så lærer du en masse.

Som Jesper Theil Thomsen, CEO i Soundboks, blandt andet fortæller: 

”Man kan få enormt meget ansvar, hvis man griber det selv. Mange af vores ansatte er personer, der kom til Soundboks i søgen efter deres første fuldtidsstilling. Og nogle af dem sidder i dag med et budgetansvar på et tocifret millionbeløb og ti medarbejdere under sig. Der er et meget fladt hierarki og der er ikke langt fra studentermedarbejder til CEO.”

Fordel #2  - Læring

Læringskurven i en startup kan være massiv. At lære af forandring er faktisk en del af iværksætterånden. Og alle er i gang med at lære nyt, og det er et vigtigt fundament i en vækstende virksomhed.

Du får mulighed for at både lære nyt – og lære fra dig. Allerede fra dag ét. Og det gavner dig både på den lange og korte bane. Du får nemlig nye kompetencer med dig, som store virksomheder i høj grad efterspørger. Dermed øger du også din egen karrieremuligheder på et arbejdsmarked, som er i evig forandring.

Så ny læring er et altafgørende plus, som du bør huske at overveje, når du tager beslutningen.

Fordel #3 - Kultur

Startups er kendte for at have en ung kultur med flade hierarkier og højt til loftet. Perfekt for en nyuddannet med blod på tanden.

Modsat mange store virksomheder vil du opleve en kultur, hvor der virkelig tænkes ud af boksen. Og hvor kreativiteten både trives og belønnes.

Titler, funktionelle grænser, roller og ansvar er ofte mere udefinerede. Der er mulighed for at prøve forskellige roller og ansvarsområder af over en kortere periode. Dermed får du også mulighed for at finde ud af, hvad du er god til, og hvad der giver dig energi.

Jesper Theil Thomsen forklarer fx, at Soundboks er bygget op omkring tre centrale værdier, som tager udgangspunkt i:

  • udvikling (always aspire)
  • mod til at tænke stort og tage fejl (be brave)
  • fællesskabet kommer over individet (champion community)

Og alle fuldtidsmedarbejdere har aktier i virksomheden. Uanset lønniveau og titel.

Fordel #4 - Fleksibilitet

Ud over at kulturen er ung, vil du højst sandsynligt også opleve en større fleksibilitet, fordi der ikke er tunge processer og administrative ting at skulle forholde sig til.

Måske er der også bedre mulighed for at arbejde hjemmefra eller arbejde på skæve tidspunkter, som passer ind i dit liv. Møder foregår måske på den lokale café eller derhjemme over Zoom.

Og så kan der også være flere måder at blive kompenseret på ud over selve lønnen. Det kan fx ved, at du på sigt kan få en ledelsespost. Der kan også være mulighed for selv at investere i virksomheden, så du også bliver en del af ejerkredsen.

Mulighederne er mange. Ofte er det kun fantasien, der sætter grænserne.

Fordel #5 - Netværk

Det giver et godt netværk at arbejde i en startup. Især i hele startup-miljøet. Iværksættervirksomheder er ofte gode til at sparre med andre.  Det er nemlig vigtigt for dem at få feedback på deres produkter eller services.

Derfor vil du helt sikkert også komme i kontakt med en bred pallette af professionelle. Alt lige fra investorer og store virksomheder på jagt efter nye talenter og idéer til nye startups og mennesker med samme faglige udfordringer og ambitioner som dig selv.

Et netværk, som du med sikkerhed kan bruge senere i livet. Næste gang du søger efter nye udfordringer.

Et godt sted at starte

Fordelene ved at arbejde i en startup er mange. Men alt i alt så handler det også om, at du får testet dig selv af. Du skal finde ud, hvad der er din faglige passion, og hvordan den kan omsættes til værdi på arbejdsmarkedet.

Mange år på skolebænken evt. krydret med et studiejob, er ikke altid nok til at vide præcis, hvad du kan og vil. Derfor er en startup et perfekt sted at starte.

Et arbejdsliv i en startup kræver, at du viser initiativ og er motiveret for at arbejde hands-on med konkrete problemstillinger. Tænk derfor over, hvilket startup der matcher dine drømme:

  • Hvilken branche er mest spændende?
  • Hvem har den vildeste idé?
  • Har de et stærkt purpose og gode værdier?
  • Hvor er potentialet størst?
  • Skal det være helt nystartet eller må det have et par år på bagen?
  • Må virksomheden gerne være klar til at erobre verden?

Start med at tjekke op på nogle startups. Deltag eller bliv frivillig på startup events. Tal med medarbejderne, og spørg ind til deres arbejdsopgaver. Lær, hvordan du sælger dig selv og dine kompetencer.

Din muligheder kan opstå langt før, end du tror.