]]>

Sådan tester du din startup idé

Måske har du allerede en god startup-idé og en fornemmelse af, hvordan du skaber en virksomhed omkring den. Men ved du hvordan dine modtagere – og potentielle kunder – vil tage imod den? I denne artikel udforsker vi fem skridt, du bør tage, før du går på markedet med din startup.

Hvorfor teste?

Feedback fra kunder er altafgørende, hvis du vil have succes med din startup. Ifølge EU Startup Monitor Report 2019, er market feedback en af de vigtigste faktorer for at lykkes med din nyetablerede virksomhed.

Selvom du selv synes, at din idé er fantastisk, så er der ingen garanti for, at markedet synes det samme. Du har trods alt skabt dit mesterværk i en form for vakuum, hvor du nok ikke har haft særlig stor mulighed for at få konstruktiv kritik af dit koncept. Og enhver startup-virksomhed har brug for at kunne få, modstå og gro på grund af kritik.

Du bør ikke være alt for bange for, at nogen stjæler din idé, hvis du deler den. Det er fuldstændig altafgørende at få ærlig feedback for at kunne bygge ovenpå din idé og gøre den endnu bedre. Der er helt sikkert noget, du har overset! Alt for mange iværksættere begår den fejl i starten, at de har svært ved at forlade skrivebordet og dele deres idé med andre. Ved ikke at dele deres idé, går de glip af den nødvendige, konstruktive feedback, der gør at deres koncept lykkes i sidste ende.

Hvordan tester du din startup-idé?

Du har en idé, men hvordan kommer du i gang med at få den testet? Ved at følge de fem skridt nedenfor er du sikker på at få den information, du skal bruge for at vokse og bygge dit produkt eller din service.

1. Skriv en klar one-liner

I dette første skridt er det vigtigt at fokusere på den udfordring og løsning, dit produkt eller service kommer med. En god one-liner er let at forstå og er en enkel sætning, der kommunikerer til dine kunder, præcis hvad de får. Airbnb har en rigtig god én

“Airbnb is a community marketplace that helps people list, discover and book unique spaces all over the world, online or from mobile phones.”

Eksperimentér med at lave din egen one-liner ved at følge Airbnbs struktur, men sætte dine egne elementer ind: A [startup navn] er en B [startup hensigt] der hjælper C [målgruppe] med at D [det problem, din startup løser].

Test din one-liner på alle – lige fra dine venner på universitetet til din kærestes bedstemor – med det formål at få så mange som muligt, med så forskellige baggrunde som muligt, til at forstå, hvad din idé går ud på.

Formår de at huske din one-liner og kan de forklare til andre, hvad det går ud på? Så er du godt på vej!

2. Definér din målgruppe

En vigtig del af at teste din idé er at forstå, og kunne definere, din målgruppe. Spørg dig selv: ”Hvem er denne idé skabt for og hvordan gør den deres liv lettere?”

For at komme tættere på, hvem din målgruppe er, skal du naturligvis have styr på de basale demografiske informationer; alder, arbejde, bopæl etc. Derudover bør du teste dig selv med de lidt sværere spørgsmål som: 

  • Hvad er det præcist, min målgruppe prøver at opnå i forbindelse med arbejde, socialt og personligt?
  • Hvad er min kundes største udfordringer og frustrationer både før, under og efter denne prøver at opnå ovenstående?

Brug tid på virkelig at komme ind undr huden på din målgruppe. For at skabe ægte værdi for dine kunder, må du forstå dem i dybden. Et rigtig godt værktøj til at mappe dette er Strategyzer’s Value Proposition Design, som hjælper dig med at bedre forstå matchet mellem den værdi, din idé skaber og dine kunders behov.

3. Find – og snak med – dine kunder

Nu hvor du ved, hvem dine kunder er og du er i stand til at forklare dem dit produkt eller din service med en god one-liner, så er det næste skridt at komme i dialog med dem. Det vil give dig værdigfuld feedback og håndgribelig indsigt, som er nødvendig for dig for at komme videre med dit koncept.

Man kan ikke undervurdere værdien af at komme derud og få den vigtige feedback, der hjælper dig med at udforme dit koncept. Ingen har nogensinde skabt en succesfuld startup uden feedback og desk research alene gør det ikke.

Du har brug for ærlig og impulsiv feedback på din idé – uanset om du får det fra at deltage i et socialt event, ved at pitche din idé for professionelle eller i forbindelse med et hackathon. Der er mange måder at komme i dialog på. Og hvis du har svært ved at gøre det selv, så få hjælp fra andre. Det kunne f.eks. være ved at få en person ombord på teamet, som er stærk på netværksdelen.

Når du får chancen for at komme i dialog med din målgruppe, så husk at stille åbne spørgsmål:

  • Hvordan løser du dette problem i dag?
  • Hvorfor frustrerer dette problem dig?
  • Kan du fortælle mig hvorfor?

Et godt eksempel på en meget konkret måde at teste sin idé på kunne være Djøfs Beta Tester samarbejde. Her tester vi gode idéer i udvalgte sektorer på en måde, hvor man får feedback fra professionelle ligesindede med forstand på kerneområder såsom marketing, jura og de mere tekniske detaljer. Måske der findes et lignende koncept, der kan hjælpe dig videre?

4. Skab en “pretotype”

En pretotype er skridtet før en prototype, og den er hele fundamentet for at kunne skabe en produktiv prototype, klar til at sælge ind til investorer. Pretotype som koncept blev skabt af Google i 2010.

I pretotype-processen er feedback ekstremt værdifuld, fordi det fortæller dig, om du er på rette spor og bygger noget, folk faktisk gerne vil have. Og hvis det viser sig, at det ikke er tilfældet, så ved du nu så meget om dine kunders udfordringer, at du er i stand til at bygge noget andet, der dækker deres behov.

Når du tester din idé på folk, så kan du overveje at bruge bruge proto.io's værktøj, der hjælper dig med at bygge en landing page for dit produkt eller din service. På den måde har du rent faktisk noget at vise, når du er ude at hente feedback.

Jo mere du pretotyper, jo mere selvtillid og viden får du. Dermed kommer du ind i prototype-fasen med momentum og står meget stærkere overfor kunder og potentielle investorer. Og intet er mere værdifuldt end det.

5. Start forfra

Pointen med dette sidste skridt er at tage al den viden og feedback, du har fået og så bygge et bedre, stærkere koncept, som matcher dine kunders behov.

Du behøver ikke lave hele konceptet om, det er ikke pointen, men brug din nye viden til at gøre dit produkt endnu bedre. Og så test det igen. Måske kræver det bare et nyt navn, nye features eller et nyt design. For hver nye runde kommer du til at stå stærkere.

I anden runde kan du også bedre finde din målgruppe og spørge mere detaljerede spørgsmål, der rammer lige ind i områder af dit koncept, du er i tvivl om. Det kunne fx. være spørgsmål omkring pris – hvad vil kunder være villige til at betale for dit produkt, hvad er priselasticiteten på det, du udbyder og hvordan reagerer folk på forskellige priseksempler?

Processen omkring test af idéen er anerkendt af iværksættere verden over under navnet Lean Startup Approach og tager udgangspunkt i at bygge, måle og lære. Ved at udrydde usikkerhed er du i stand til at højne relevansen i alt, du gør.

At teste betyder dialog.

Hvis du vil på markedet med det stærkest mulige koncept, er de fem skridt et rigtig godt udgangspunkt. Feedback er altafgørende og er måden at teste din startup-idé på.

Så hvis du skal tage bare én ting med dig fra denne blog, så skal det være dette: Kom ud og få feedback på din idé! Tænk på dit purpose, din målgruppe og hvordan du skaber matchet mellem den udfordring, din kunde har og den løsning, dit produkt eller din service tilbyder.