...da coronavirusset for alvor gik i land i Danmark, blev vores faglige baggrunde underordnede, der handlede det udelukkende om, hvor vi kunne træde til med vores kompetencer.
I Akutberedskabet er vi forskellige sundhedsfaglige grupper – læger, sygeplejersker, paramedicinere, ambulancebehandlere – og en lille administration. Men i det tidlige forår, da coronavirusset for alvor gik i land i Danmark, blev vores faglige baggrunde underordnede, der handlede det udelukkende om, hvor vi kunne træde til med vores kompetencer.
Presset på telefonerne steg allerede i slutningen af februar og eksploderede i marts. I administrationen kunne vi selvfølgelig ikke besvare opkald til 1813, men vi kunne sørge for at holde os så orienterede om situationens udvikling som muligt og klæde vores kolleger i ambulancer, akutlægebiler og ved telefonerne på, så de hele tiden var up to date med det sidste nye og gav ensartede svar til borgerne. Vi gennemtyggede nye vejledninger og retningslinjer og fulgte med i medierne, så vi kunne give essensen videre.
Vi hjalp hinanden med at sætte afskærmning op. Når man fortæller det nu, lyder det jo ikke særlig specielt, men dengang var der ikke afskærmninger nogen steder, og vi var dybt afhængige af, at det var trygt for folk at komme på arbejde. Det kan godt være, at togene og gaderne var tomme, men hos os glødede telefonerne, og der var masser af liv.
Jeg oplever, at vi alle fik en bedre forståelse af, hvordan vi bedst kan hjælpe hinanden. I administrationen tog vi en supportrolle på os og trådte til, hvor vi kunne. Det handlede meget om at skabe orden og struktur i kaos, så der blev frigivet så meget luft som muligt til den sundhedsfaglige opgave. Det tror jeg, at mine sundhedsfaglige kolleger oplevede som en stor hjælp.