]]>

Jeg mærkede betjentenes ånde i nakken

Som institutionschef for Københavns Fængsler sidder Lea Bryld bag et skrivebord med overblik over og øverste ansvar for fængselsbetjente og indsatte.

Lea Bryld

Som institutionschef for Københavns Fængsler sidder Lea Bryld bag et skrivebord med overblik over og øverste ansvar for fængselsbetjente og indsatte. Men som øverste chef i et fængsel kan man ikke forblive bag skrivebordet. Det er enormt vigtigt at bryde ud af sit kontor og komme ud på fængselsgangene, hvor de indsatte og størstedelen af de ansatte opholder sig, fortæller institutionschefen.

Jeg lærer utrolig meget, hver gang jeg bevæger mig ud i driften.

Jeg lærer utrolig meget, hver gang jeg bevæger mig ud i driften. Husk på, jeg kommer jo med en akademisk baggrund og er vant til at betjene et politisk og administrativt system. Klassisk embedsmandsarbejde. Og meget langt fra det miljø, jeg egentlig er chef for. 

En af de måder jeg møder driften på, er at deltage i morgenmøder med betjentene. Det gør jeg hver morgen med driftsledelsen og på skift i afdelingerne en gang om ugen. Sidst jeg deltog i et morgenmøde havde afdelingen en af deres træningsseancer, hvor de træner opstilling mv i forhold til konfliktsøgende indsatte. Øvelserne foregår på fængselsgangene, hvor dørene ind til de indsatte ligger side om side. 

De skulle bruge en person til at spille indsat og det blev så min opgave at være genstand for fængselsbetjentenes træning. Jeg spillede en konfliktsøgende indsat, der skulle følges på gårdtur, og betjentene skulle sikre, at det foregik på en rolig og professionel måde.   
Det er en kraftfuld oplevelse at se fængselsbetjentene i aktion og stå i midten af det hele. Jeg mærkede betjentenes ånde i nakken, og jeg fik virkelig en anderledes, skarp fornemmelse af, hvor alvorligt og fagligt funderet arbejdet er.

Jeg får selvfølgelig aldrig en fængselsbetjents faglighed, og derfor er det så vigtigt, at man opsøger andre faggruppers perspektiv.

De erfaringer og indsigter, som jeg får ved at bevæge mig ud i driften, kan jeg bruge til rigtig meget. For eksempel når jeg svarer på retsudvalgsspørgsmål eller når jeg generelt får spørgsmål om fængslets drift fra embedsmænd, politikere og samarbejdspartnere. Min opgave er blandt andet at repræsentere min institution over for direktorat, ministerie og omverdenen, og her er det afgørende, at jeg kan fortælle så præcist som muligt, hvad fængslets opgave er, og hvad der er behov for. 

Jeg får selvfølgelig aldrig en fængselsbetjents faglighed, og derfor er det så vigtigt, at man opsøger andre faggruppers perspektiv. Du får et langt mere retvisende billede af dit arbejde, og som djøfer får dine argumenter større troværdighed.