]]>

Årets TR holder hovedet koldt og hjertet varmt

For programleder Mia Falconer er arbejdet som tillidsrepræsentant en mulighed for at sikre ordentlige forhold og støtte sine kolleger i svære situationer. Nu er hun kåret til årets TR.

’Hun er empatisk, ambitiøs og pragmatisk i sit arbejde og fortjener et skulderklap for sin dedikation og store arbejdsindsats som tillidsrepræsentant.’ Sådan lyder begrundelsen for, hvorfor Mia Falconer er valgt som Årets Djøf-tillidsrepræsentant 2022.

Af Nanna Balslev
Foto: Mads Teglers 

Årets TR 2022

Årets Djøf-tillidsrepræsentant Mia Falconer med blomster og gaver fra Djøf Privats formand Anne Bach Waagstein og Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors.

Djøfs dommerkomité har kåret Mia til årets TR, fordi:

”Hun er modig og evner samtidig at balancere de mange forskellige hensyn i krydsfeltet mellem medlemmer og ledelse. Hun er respekteret og vellidt af både medarbejdere og ledelse og danner bro på en diplomatisk, ordentlig og gennemskuelig måde.”

”Jeg blev utrolig stolt over at blive nomineret, men også over at modtage prisen. Det giver mig en masse energi til at fortsætte arbejdet. Til overrækkelsen kom både mine kolleger, Djøf og ledelsen i Røde Kors med blomster. Det viser noget om, at begge parter sætter pris på mit arbejde,” siger Mia Falconer, der er programleder for voldsområdet hos Røde Kors.

Kan ikke lade være

Hun har arbejdet i Røde Kors siden 2015 og er programleder for Qnet – et netværk for voldsudsatte kvinder og børn hos Røde Kors. Hun har været tillidsrepræsentant i to et halvt år og stillede op på opfordring fra en kollega.

”Jeg har altid engageret mig i min arbejdsplads. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg synes, det er meningsfuldt at arbejde for gode vilkår. Det er et privilegium at hjælpe kolleger i en svær situation. For mig er arbejdet en mulighed for at sikre et godt arbejdsmiljø og ordentlige vilkår,” siger Mia Falconer, der bruger omkring fire uger årligt på arbejdet som tillidsrepræsentant.

Jeg er mest stolt af de svære personalesager, som jeg har været med til at få til at lande så godt, som muligt.

Et ekstra sæt ører

En del af arbejdet som tillidsrepræsentant handler om at sætte sig ind i reglerne for lønforhandlinger, overenskomster og flekstid. Men en af de vigtigste opgaver er også at have et godt samarbejde med ledelsen.

”Selv om medarbejderne og ledelsen kan stå forskellige steder, har vi en fælles opgave, der handler om, at det skal være sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde. Jeg finder frihed i rammer og regler, forstået på den måde, at der skal være klare linjer om løn, vilkår og overarbejde. For jo klarere rammerne er, jo mindre larm er der for den enkelte,” siger Mia Falconer, der både har været med til at forhandle overenskomst og håndteret personalesager.

”Jeg er mest stolt af de svære personalesager, som jeg har været med til at få til at lande så godt, som muligt. Ofte er opgaven at være et ekstra sæt ører. I sådan en situation handler det om at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Man er ankeret i en svær situation,” siger Mia Falconer, der har lært meget både fagligt og menneskeligt af sit arbejde som tillidsrepræsentant.

”Jeg har et godt arbejdsfællesskab sammen med min TR-suppleant, der også er djøfer, og HK-tillidsrepræsentanten. Så jeg synes, belønningen er større end arbejdsbyrden.”

Blå bog

Mia Falconer bor på Amager med sin familie.
2015- i dag: Projektleder og udviklingskonsulent, Røde Kors
2015-15: Projektleder, Glad Fonden
2013-14: Konstitueret leder og projektleder, Videnscenter om spiseforstyrelser og selvskade
2009-13: Seniorkonsulent, Danner
Uddannet cand.comm i Kommunikation og Psykologi fra RUC.