Afdk¤djoef¤mia¤ Mikkel Arre
Der er lys forude for den danske samfundsøkonomi. Efter et halvt årti med bankkrak, faldende boligpriser og massefyringer tror et stort flertal i befolkningen på, at vi er på vej ind i en ny opgangstid.
Nærmere bestemt mener 73%, at den danske økonomi er på vej op. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, Epinion har foretaget på vegne af DeFacto.
Faktaark: Beskæftigelse, forbrug og jobadfærd - en befolkningsundersøgelse. December 2013
Den optimisme vækker genklang hos Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.
”Det er også vores vurdering, at dansk økonomi er ved at få det bedre. Svarene i undersøgelsen stemmer desuden godt med, hvad vi har set i lignende undersøgelser. Når folk skal vurdere den økonomiske situation, er der i øjeblikket en sjælden grad af enighed om, at situationen er blevet bedre, og at der er udsigt til, at den bliver endnu bedre,” siger han.
Bankens forventning om, at økonomien er på vej mod bedre tider, bygger især på, at der er positiv vækst i landene i eurosamarbejdet. Det fremskridt kan skubbe bag på den danske udvikling. Men her og nu kommer der næppe nogen store skift i forbrugsmønstrene i Danmark.
”Det går opad, men meget langsomt. Opsvinget er svagt, og det er måske også den opfattelse, de fleste danskere går med. Derfor kan det være, at tilliden til økonomien reelt ikke er så høj, som det umiddelbart kan se ud til,” siger Las Olsen.
Går man tættere på folks egen økonomi, viser Epinions undersøgelse da også, at mange mener, at deres egen arbejdsplads eller branche stadig har det svært. 36% af de offentligt ansatte kan således ikke se lys forude for økonomien på deres arbejdsplads. Det gælder for halvt så mange i den private sektor.