]]>

DeFacto

Optimer dine chancer for at blive leder

Hvis du som kvinde træffer bestemte valg, kan du øge din chance for at lande et lederjob i forhold til mænd, selvom de statistiske chancer generelt ikke er i din favør

Af Peter Andersen

Der er mange forhindringer, du som kvinde skal være opmærksom på, hvis du ud fra de nuværende betingelser vil nå ledelsesgangenes bonede gulve. DeFacto guider dig sammen med Agi Csonka, administrerende direktør i SFI, igennem forhindringsløbet.

Faktaark: Hvor er lederchancerne mest lige?

Bliv leder, inden du fylder 40

Hvis du er i 30’erne, har mænd ”kun” 2,4 gange så stor chance for at blive ledere, som du har. Hvis du derimod er født i perioden 1962 til 1971, ser det knap så godt ud. Her har mænd 2,6 gange så stor chance for at blive ledere, som du har.

Agi Csonka: ”Jeg tror, det er et udtryk for, at de, der er 40-50 år, som bliver ledere, de rykker fra mellemledere til topledere. Og det er typisk mændene, der gør det. Den optimistiske fortolkning kunne være, at det er udtryk for en generationseffekt. At det faktisk bliver nemmere for kvinder at blive ledere i de nye generationer.”

Tag en lang videregående uddannelse

Hvis du tager en lang videregående uddannelse, har mænd kun 2,2 gange så store chancer for at blive ledere, som du har. Hold dig fra en mellemlang videregående uddannelse – her har mænd 3,3 gange så store lederchancer.

Agi Csonka: ”En forklaring kan være, at kvinder kapitaliserer mindre af deres uddannelser end mænd med tilsvarende uddannelser. Derfor behøver de en længere uddannelse end mænd for at få et lederjob. Eller det kan være, fordi den type lederjob, kvinder typisk bestrider, er på områder, der kræver lange uddannelser. Det er svært at sige noget mere præcist på det foreliggende grundlag.”

Undlad at have (hjemmeboende) børn

Hvis du ikke har hjemmeboende børn, har mænd i samme situation kun 1,8 gange så stor sandsynlighed for at blive ledere. Hvis du har hjemmeboende børn, så sørg for, at de er over børnehavealderen. Mænd, der har børn i børnehavealderen, har 3,5 gange så store chancer for at blive ledere, mens de ”kun” har 3 gange så store chancer, hvis børnene er 15-17 år gamle.

Agi Csonka: ”Hvis man har børn og skal prøve at leve op til nutidens idealer om at være mor og samtidig være leder, så har man et problem.”

Find en lille virksomhed

Hvis du arbejder i en virksomhed med 5-19 ansatte, har mænd kun 1,8 gange så store lederchancer, som du har. De ringeste udsigter findes i store virksomheder på over 50 ansatte. Her har mænd 2,9 gange så store chancer for at blive ledere.

Agi Csonka: ”Måske er det snarere en brancheeffekt end en effekt af virksomhedernes størrelse – altså at det skyldes, at kvinder typisk bliver ledere i brancher, hvor der er mange små virksomheder. Det kunne være en umiddelbar forklaring.”

Bosæt dig i København

I hovedstaden er gabet mindst, idet mænd kun har godt dobbelt så store lederchancer som kvinder. Hvis du overvejer provinsen, så hold dig fra Midtjylland og Syddanmark. Her har mænd 2,8 gange så store lederchancer.

Agi Csonka: ”Da mange af de lederjob, som kræver en lang videregående uddannelse, ligger i hovedstaden, er der også mulighed for flere lederstillinger end i provinsen.”

Vælg en utraditionel branche for dit køn

Hvis du arbejder i bygge- og anlægsbranchen, har mænd i samme branche kun en anelse bedre lederchancer end dig – nemlig 1,1 gange så store chancer. Du skal undgå finansierings- og forsikringsbranchen. Her har mænd 3,2 gange så store chancer for at blive ledere.

Agi Csonka: ”Det illustrerer i hvert fald, at man med fordel kan skubbe til den klassiske kønsopdeling i nogle brancher, så de meget traditionelle valg, som mænd og kvinder ofte tager, bliver brudt og skaber nye ledermuligheder for både kvinder og mænd.”

Kvinde - optimer dine chancer

Djøf mener

Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf:

”En mere lige fordeling af ledelsesposterne mellem mænd og kvinder handler om at sikre Danmarks produktivitet og konkurrenceevne. Det kan vi kun, hvis vi udnytter kvalifikationer og ledelsestalent hos begge køn fuldt ud.

Der ligger et særligt ansvar hos toplederne, som rekrutterer laget af mellemledere. Det væsentligste er at gøre op med vanetænkningen og have blik for kvalifikationer som det primære.

I Djøf mener vi, at kvinder er lige så kvalificerede til at blive ledere som mænd, når de i øvrigt har samme uddannelse og baggrund.

Moderne ledere arbejder fleksibelt og ønsker en rimelig balance i forhold til familielivet, uanset om de er mænd eller kvinder. Det skal både samfundet og virksomhederne kunne indrette sig efter. Der er behov for et opgør med forestillingen om, at det at være leder kræver, at man sidder bag sit skrivebord fra 9 – 19 hver dag.

Guiden til at øge en kvindes lederchancer er en øjenåbner i forhold til de ulige vilkår, der er på det danske arbejdsmarked i dag. Den skal naturligvis ikke tages bogstaveligt. Det bør være muligt for en kvinde at blive leder på lige fod med en mand – også selvom hun er fyldt fyrre, har hjemmeboende børn, har en mellemlang uddannelse og bor i Jylland.”

Torben Gross
Torben Gross, Pressechef
Telefon: 33 95 99 29