]]>

Sofia fik en mentor i London

Det kan være en udfordring at rykke alt op og flytte til udlandet. For Sofia blev et mentorforløb hendes faldskærm, da hun skulle lande i London. Sofias mentor, Johan havde ikke nødvendigvis svarene, men forståelsen, til at hjælpe hende gennem det første år.

Af Amalie Hovøre 

Tilbage i Danmark havde Sofia et studiejob i finansbranchen ved siden af, at hun læste to kandidater. I sommeren 2017 skiftede hun det ud med en fuldtidsstilling hos NGO’en Principles for Responsible Investment i London. Det var en hårdere omvæltning, end hun havde forventet. 

”Jeg var forvirret og frustreret. Jeg kom med en masse evner og erfaring hjemmefra og mødte et britisk arbejdsmarked, der ser nyuddannede som nogle, der har brugt studiejobs på at lave kaffe. Oven i det, var springet til en NGO fra finansbranchen større end jeg havde forventet.” 

De tanker kender Johan Lasthein Andersen også til. Han kom til London halvandet år før Sofia og arbejder i dag for finanskoncernen J. P. Morgan:

”Det er nemt at blive forblændet af tanken om at flytte til London. Man siger måske ja tak et job, som man ikke ville have taget hjemme i Danmark. Og så ender man med at sidde og tænke, hvad laver jeg her?” forklarer Johan. 

Alt var nyt

For Sofia var det hele nyt. Nyuddannet. Nyt job. Ny branche. Nyt hjem. Ny by. Nyt land. Nye venner. 

”Det var egentlig, da jeg stod og var allermest forvirret, at jeg meldte mig til mentorordningen, fortæller hun og fortsætter: 

”Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville med forløbet, men jeg tænkte at det i værste fald ikke ville skade, og i bedste fald ville hjælpe mig med at få lidt styr på mit liv.”

Mentee har spørgsmålene og ofte også selv svarene 

Sofia er Johans første mentee, og han stod derfor også overfor nye udfordringer. En af hans største bekymringer var, om han havde nok at byde ind med. 

”Jeg tænkte, kan jeg overhovedet hjælpe med noget, eller kommer jeg bare til at sidde, og klø mig selv i håret?” Fortæller han. 

Johan har kun et par års forspring på jobmarkedet i forhold til Sofia. Men han har været igennem samme proces, som Sofia gennemgår i øjeblikket. Tilbage i 2016 landede han i et job i London, som han ikke var glad for. Faktisk var han allerede efter to uger klar over, at han skulle videre. 

Nu, to et halvt år efter, er han ved at have fundet fodfæste med en god base i det hippe område Shoreditch, hvorfra han cykler til sit job, som han er glad for. Og så har han fået et spirende netværk i den engelske hovedstad. 

Johan oplevede i mødet med Sofia, at han havde masser at byde ind med som mentor. For Sofia havde brug for en, som kunne sætte sig ind i lige netop hendes situation, og dét kunne Johan.

”Det der har hjulpet mig mest er egentlig, at jeg har fået lov til at sidde og snakke to timer om mig selv”, siger Sofia grinende og forklarer: 

”Bare det at få det hele ud. Jeg kunne pludselig høre nogle andre ting, når jeg sagde det højt til Johan.” 

Begge er enige om, at dét er noget af det særlige et mentorforløb kan. Samtalerne kan bringe orden i tankemylderet. Mentor skal ikke nødvendigvis komme med svar på mentees spørgsmål. Ofte skal mentor blot stille modspørgsmål, som kan hjælpe mentee til at komme videre. 

Fordele og ulemper blev udgangspunktet

Johan og Sofia havde mødt hinanden et par gange inden mentorforløbet til arrangementer med netværket Djøf London. Det gjorde, at Sofia ikke var nervøs inden deres første mentormøde. 
”Jeg var nok mere spændt på og tænkte: hvad gør vi så nu?”, husker hun. 

De startede helt lavpraktisk med at lave en liste over Sofias arbejdsopgaver. Fordelene på den ene side og ulemperne på den anden. Det fik Sofia til at tænke over, hvad der giver og tager energi helt ned på opgaveniveau. 

Det fik også Sofia til at se NGO-branchen over for finansbranchen fra nye perspektiver. Listen blev et godt udgangspunkt for deres fremtidige samtaler. 

Mentorparret har en fem-seks gange mødtes over kaffe eller aftensmad og er stadig løbende i dialog.  

”Jeg gjorde det klart fra starten, at jeg var 100% på det her forløb. Det er Sofia som tager initiativet, men jeg vil hellere end gerne mødes”, forklarer Johan. 

Sofia har ofte forud for et møde skrevet nogle punkter ned, som hun gerne vil omkring. Nogle gange bliver punkterne fulgt, mens andre gange ender de et helt andet sted. Men vigtigst af alt så har de haft en dialog om, hvor Sofia står henne lige netop på det tidspunkt. 

En fremmed by med et dansk holdepunkt 

Sofia har snart været et år i London, og Johan er blevet en mentor, som hun af og til vender tilbage til. 

”Jeg har fået en mentor, som er et fast holdepunkt. Det er nok det, der har givet mest. For det tager tid at få bygget både et socialt og professionelt netværk op”, fortæller Sofia. 

Kulturen i London er på mange måder anderledes end i Danmark. Englænderne er fantastiske mennesker, men engang imellem synes Johan og Sofia, at det kan være rart at sparre med andre danskere om det engelske arbejdsmarked gennem netværket Djøf London. 

Det kan også være, at man bare har brug for at tale om, hvor meget man savner remoulade, og så er det også en mulighed over en øl. Deres råd er, at som mentee skal man ikke være bange for at gribe ud efter en mentor. 

Johan fortæller, at forløbet også har givet ham selvindsigt, og at det føles godt at kunne give sine erfaringer videre. 

”Jeg har selv prøvet at være ny i byen. Jeg var selv i en situation, hvor jeg gerne ville have haft hjælp, da jeg kom til London”, forklarer Johan. 

Samtalerne fik brikkerne på plads

Og for Sofia er brikkerne stille og roligt ved at falde på plads. Hun er mindre frustreret og har accepteret, at det tager tid at komme på plads. ”Jeg har lært mere om mig selv i forhold til, hvad det er, jeg gerne vil, og hvad jeg vil have ud af et job”, forklarer hun og fortsætter:
”Det er måske lidt meget at give Johan “credit” for at alt går nemmere i dag”, siger hun med et blink i øjet: ”Men han var en stor hjælp på et tidspunkt, hvor jeg ikke selv kunne få tankerne på plads.” 

Selvom en ny start i udlandet ikke altid er rosenrød, så mener Johan og Sofia, at det er det hele værd. De anbefaler, at du springer ud i et eventyr i London som ud over udfordringer, også byder på mange interessante jobmuligheder og weekender fyldt med spændende oplevelser. 

Og når du så er afsted, så tag en mentor eller mentee med på rejsen. 


På vej til udlandet?

Få en mentor med på rejsen

Brug din erfaring fra den internationale jobarena

Bliv mentor for andre der er på udlandseventyr