Ledere er låst inde i en forsimplet stresstænkning

Det er problematisk, at den gængse stressforståelse – og mange ledere – betragter stress som en konsekvens af manglende ligevægt

Helt grundlæggende definerer hun vidensarbejdet som kreativt og udforskende i sin natur, med ofte kringlede veje til løsningerne. Som billede på arbejdets art bruger hun labyrinten, for vidensarbejde kræver, at man træder ind i en kreativ labyrint, hvor der er flere blindgyder end udgange, og hvor man skal gå på opdagelse for at finde den originale løsning på et komplekst problem. I labyrinten oplever man uundgåeligt belastning i form af indre spændinger, for man er jo på jagt i ukendt land og efter en løsning, man ikke ved, hvordan ser ud – eller om man overhovedet finder.

Den belastning, vidensmedarbejdere oplever her, kalder Helle Hein, spændingsbelastning. Og den må ikke forveksles med ’klassisk’ stress. For spændingsbelastning er en bæredygtig belastning, der går hånd i hånd med mening, og spændingssøgende mennesker vil netop finde det yderst meningsfuldt at bevæge sig rundt i den kreative labyrint og opleve de største og lykkeligste øjeblikke, når de finder løsningen.

- Mening skaber robusthed, som kan være et værn mod stress, men vi har en tendens til at tænke, at det er de ikke-robuste, der bliver ramt af stress. Sådan er det ikke. Man kan sagtens være svært belastet og samtidig føle sig robust og med intakt selvværd. Robustheden kommer af mening, og hvis arbejdspladser tænkte mere i mening, ville de skabe mere robuste medarbejdere og dermed løse en del af stressproblematikken, men store dele af den psykologi og de teorier, vi i dag baserer vores håndtering af stress på, tager udgangspunkt i det ligevægtssøgende menneske, og ikke det spændingssøgende. Det er to forskellige mentale programmeringer, siger Helle Hein, der kort karakteriserer typerne sådan her:

• Ligevægtssøgende mennesker finder mest mening i opgaver, hvor de bevæger sig inden for komfortzonen. Og bliver stressede af ubalance mellem krav og ressourcer.
• Spændingssøgende mennesker finder mest mening i opgaver, der finder sted i et spændingsfelt. Og bliver stressede af for meget ligevægt eller af belastning uden mening.

Den gængse stressforståelse rækker ikke

- Det er vigtigt at understrege, at den ene form for mental programmering ikke er bedre eller rigtigere end den anden. Både ligevægtssøgende og spændingssøgende mennesker kan udføre kreativt arbejde på højt niveau, men deres tilgang til arbejdet er forskellig. Derfor er det problematisk, at den gængse stressforståelse – og mange ledere – betragter stress som en konsekvens af manglende ligevægt, siger Helle Hein.

Stressbehandling i det klassiske perspektiv går ud på at etablere en ny ligevægt og tager typisk udgangspunkt i at justere på krav og ressourcer: den stressramte opfordres til at nedsætte ambitionsniveauet, lære at sige ’pyt’, få lederens hjælp til at prioritere arbejdsopgaver, sygemelde sig en periode, slukke mobilen, meditere og være mindful, og i hvert fald ’lade være med at tage arbejdet med hjem’.

Men ligevægtsparadigmet har, påpeger Helle Hein, begrænset rækkevidde i vidensarbejdet, der både rummer mange spændingssøgende medarbejdere og arbejdsopgaver, der byder på en høj grad af spændingsbelastning. Derfor er det også en del af ledelsesopgaven at indtænke medarbejdernes mentale programmering og karakteren af den arbejdsopgave, der skal udføres – og så matche rette person med rette opgave.

’Det må være noget i dig’

Og så skal det, forskeren kalder giftige ingredienser i arbejdsmiljøet, identificeres.

Ledere skal lytte efter de subtile nuancer i samtalerne med medarbejderne og passe på egne automatfortolkninger, som ofte er funderet i det eksisterende stressparadigme

Giftige ingredienser er det, der fjerner meningen i arbejdet og dermed veksler spændingsbelastning til stress. Giftige ingredienser kan for eksempel være: mange afbrydelser i arbejdet og storrumskontorer med ringe mulighed for at fordybe sig i afsøgningen af den kreative labyrint, stive procedurer og regler, der fjerner autonomien og motivationen, og en præstationskultur, hvor organisationen måler på kvantitet og jagter økonomiske bonusser (som ingen mening giver for mange kvalitetsorienterede vidensmedarbejdere). Både mentalitet og normer og arbejdets organisering, struktur og kultur skal under lup, hvis stress skal anskues mere nuanceret end i dag.

- Desværre er mange ledere låst inde i den klassiske stresstænkning og rammer derfor skævt, når de tænker ligevægt i behandlingen af en spændingssøgende. Så ender lederen med, i bedste mening, at give lette opgave til en stressramt spændingssøgende medarbejder, der måske lider at boreout. Det vil kun forværre problemet. Men lederne synes, at nu har de ’prøvet alt’, og ender så med at konkludere, at ’det må være noget i dig eller det derhjemme, den en gal med’, siger Helle Hein, der understreger, at det ikke nytter at smide personen på briksen, hvis det er mangel på udfordrende opgaver eller giftige ingredienser i arbejdsmiljøet, som udløser stress.

Sæt dit eget verdensbillede på hold

 - For eksempel kan det være virkelig misforstået, hvis man som ligevægtssøgende leder prædiker over for alle, og altså også de spændingssøgende, at her går vi hjem klokken 16, og ingen skal arbejde over. Tænk, hvis man er i det fedeste flow klokken 16 eller klokken 20, og så står der én og prædiker work-life-balance … I sådanne tilfælde projicerer man som leder sin egen mentale programmering over på andre, og så ender man måske med at sætte barrierer op for medarbejderne. Og for det, der giver mening for dem.

- Frem for alt handler det om at forholde sig nysgerrig og åben og sætte sit eget verdensbillede på hold og interessere sig for mennesker og årsagerne til stress. Ledere skal lytte efter de subtile nuancer i samtalerne med medarbejderne og passe på egne automatfortolkninger, som ofte er funderet i det eksisterende stressparadigme og baseret på teser og psykologiske teorier, som ikke tager udgangspunkt i det kreative arbejdes eller kreative menneskers natur. Hvis vi vil stressepidemien til livs, er det helt utilstrækkeligt, siger Helle Hein.