Og opleves de unge som forkælede, kan den ældre leder jo vælge at undersøge, hvad der ligger bag det, den unge efterspørger og huske på, at den unge har helt andre forudsætninger for at være ung i dag, end da lederen selv var ung og kom ud på arbejdsmarkedet, opfordrer Ida Spannow.
- Alene den teknologiske udvikling, de sociale medier, kravene i uddannelsessystemet, mængden af valgmuligheder osv. er helt anderledes end for bare 30 år siden. Der er sket en ’aftraditionalisering’, siger hun og tilføjer, at unge i dag også er opdraget – af de ældre selv – til at tage sig selv alvorligt.
- Vi er jo blevet opfordret til at se på os selv og mærke efter: ’Hvad føler du, hvad tænker du om det, hvad mærkes godt?’. Det har givet os labels som ’snowflakes’, følsomme, sårbare. Men samtidig har vi fået en høj autonomi, fordi vi har været med til at bestemme rigtig meget i vores liv og undervejs i uddannelsen, hele tiden med udvikling for øje. Det tager vi med os ind i arbejdslivet.
Bliver dagligt blæst bagover
Samtidig, anerkender Klaus Harries, går der sjældent røg af en brand, uden at der er ild.
- Der er en brand, men den handler ikke så meget om de unge isoleret set. Den ligger i relationen og mødet mellem de unge og ældre. Jeg oplever en del ældre ledere, som lader sig provokere af de unge og går i forsvar. Det siger jo mig som psykolog, at der er noget på spil hos de ældre. Og samtidig risikerer de at underbelyse den anden side af mønten – nemlig, at de unge er totalt idealistiske og engagerede i verden.
Klaus Harries oplever selv at blive blæst bagover på sin arbejdsplads af de unge medarbejderes mod.
- De tør godt udfordre ældre kollegaer, de har en vilje til at gøre noget andet, tage ansvar, lægge energi i en sag. Det er en daglig inspirationskilde for en erfaren leder som mig, siger han, men fremhæver også, at en af kløfterne mellem yngre og ældre på jobbet er opfattelsen af autoritet.