]]>

Er din fordeling af opgaver ubevidst kønnet?

Interview med Lise Vesterlund, professor ved University of Pittsburgh.

Lederskab

13.03.23

Mange medarbejdere er overbebyrdet med opgaver, der er vigtige for organisationen, men som bremser dem i deres karriere. Alt for ofte lander opgaverne hos kvinder, mens de bliver overhalet indenom af mandlige kollegaer. Det skal ledere sætte en stopper for, mener Lise Vesterlund, der sammen med tre universitetskolleger er aktuel med forskningsbaseret bog om ’ikke-forfremmende opgaver’.

Af journalist Jesper Dalgaard Pøhler

I bogen ’Nej-klubben’ kalder fire kvinder til opgør.

Et opgør med det karrierehæmmende arbejde, som kvinder udsættes for, udelukkende fordi de er kvinder. Med bogen vil de hverken fikse kvinderne eller skælde mændene ud. I stedet er fokus på at skabe organisationer, hvor lederne bruger medarbejdernes kompetencer til de opgaver, hvor de giver mest værdi.

– En god leder er én, der finder ud af, hvem der er bedst til at løse opgaven. Vi har nok haft en tendens til at give de gode opgaver til dem, der råber højest, og de mindre gode opgaver til dem, der ikke råber så højt. Derfor kan man se vores opråb som et kollektivt nej til dårlig fordeling af opgaver, fortæller Lise Vesterlund, der er en af bogens fire forfattere.

Lise Vesterlund er professor i økonomi ved University of Pittsburgh og er også selv leder. Sammen med sine universitetskolleger Linda Babcock, Brenda Peyser og Laurie Weingart sætter hun nu fokus på værdien af en mere retfærdig fordeling af de opgaver, som ingen værdi har for den enkeltes forfremmelsesmuligheder, men som samtidig er kritiske for organisationerne at få løst.

Sagen er nemlig den, at disse opgaver i dag langt oftere havner hos kvinderne, og opgaverne bliver decideret karrierehæmmende. Forfatterne blev opmærksomme på problemet helt tilbage i 2010, hvor de mødtes over et glas vin for at lufte deres frustrationer over, at de ikke kunne få arbejdslivet til at hænge sammen i hverdagen. Mødet førte til flere møder, og med tiden dannede de deres helt egen ’Nej-klub’.

 - Dengang var det mere en selvhjælpsgruppe end et forskningsprojekt. Det, der er sket siden, er, at vi erkendte, at vi havde det samme problem. Det, der gjorde os kede af vores arbejde, og det, der gjorde, at vi arbejdede alt for mange timer, var, at vi havde for mange af de her ikke-forfremmende opgaver, fortæller Lise Vesterlund.

Siden har klubben forsket i ikke-forfremmende opgaver og kan nu dokumentere, at kvinder i højere grad end mænd bliver tildelt disse opgaver eller selv melder sig til dem. De kan tilmed bevise, at opgaverne er karrierehæmmende for kvinderne, uretfærdige for alle parter og skadelige for organisationerne. Det vil Lise Vesterlund derfor gerne lave om på, og hun ved også, hvad der bør gøres.

Kvinder får de ikke-forfremmende opgaver på grund af forventninger

Ikke-forfremmende opgaver er der masser af i alle organisationer. Det er opgaver, der skal løses, men som ikke styrker den enkelte medarbejders mulighed for forfremmelse. Tværtimod viser det sig, at de står i vejen for forfremmelse, da de ender med at tage tid fra de forfremmende opgaver.

De ikke-forfremmende opgaver har en tendens til at være usynlige, de bidrager ikke direkte til virksomhedens mission, og der er typisk tale om opgaver, som mange andre kan løse, da de ikke kræver specialkompetencer.

En typisk ikke-forfremmende opgave er eksempelvis at tømme opvaskemaskinen i fælleskøkkenet og arrangere julefesten eller kollegaens afskedsreception.

- Men det handler ikke kun om ’office house work’ – det er en meget større gruppe af opgaver. I én af de virksomheder, vi arbejdede sammen med, fandt vi ud af, at det var 200 timer om året, den enkelte kvinde brugte MERE end sine mandlige kollegaer på ikke-forfremmende opgaver, fortæller Lise Vesterlund

Det kan eksempelvis være opgaver som komite- og udvalgsarbejde, organisering og koordinering af opgaver, mentorarbejde og oplæring af nye medarbejdere eller at løse interne konflikter eller hjælpe andre med deres opgaver.

Det, der især betyder noget, er FORVENTNINGEN om, at kvinderne tager de her opgaver på sig. Der eksisterer en norm om, at kvinder siger ja, og derfor bliver de også oftere spurgt, viser blandt andet forfatternes egen forskning. Derfor er der også en forestilling om, at kvinderne er de naturlige aftagere af de ikke-forfremmende opgaver, og derfor vil de også oftere melde sig, når der skal findes en frivillig.

Hvis du er i en situation, hvor alle forventer, at du siger ja, så bliver reaktionen negativ. Derfor kan det være rigtig farligt for kvinder at sige nej til de her opgaver

- Og det er her, virksomhederne laver en fejl. Arbejdet skal jo fordeles efter, hvem der er bedst til at påtage sig opgaven. Derfor er det ikke kvindernes ansvar at sige mere nej eller fordele opgaverne anderledes. Det er lederens ansvar, fortæller Lise Vesterlund.

Andre forskningsstudier viser endda, at kvinder bliver straffet, hvis de siger nej til en opgave, mens mænd bliver belønnet, hvis de siger ja til en opgave.

- Det giver meget lidt plads til ’bare at sige nej’. Hvis du er i en situation, hvor alle forventer, at du siger ja, så bliver reaktionen negativ. Derfor kan det være rigtig farligt for kvinder at sige nej til de her opgaver. Særligt, hvis de er nye på arbejdspladsen, siger Lise Vesterlund.

Derfor undrer det hende også, at de fleste arbejdspladser bruger mere tid på at sætte nyansatte ind i, hvordan kaffemaskinen virker, frem for at tale med dem om, hvilke opgaver der virkelig betyder noget for arbejdspladsen og den enkeltes karriere.

Hvordan kan ledere fordele opgaverne bedre?

For Lise Vesterlund er det her faktisk en ’no brainer’.

– Virksomheder bruger rigtig mange timer på at sende deres medarbejdere til diversitetstræning, hvor de skal lære om deres ’unconscious bias’. Men forskning viser utvetydigt, at det overhovedet ikke hjælper. Det her er en helt ny og meget praktisk vinkel, og det er let at rette op på. Vi skal bare få nogle systemer på plads og begynde at anerkende det arbejde, der bliver udført. Og så skal ledelsen være mere forsigtige med, hvordan de fordeler de her opgaver, fortæller Lise Vesterlund.

Derfor er hun optimistisk og tror på, at bogen faktisk kan sætte skub i reelle forandringer i organisationerne.

- Det her er ikke kun synd for kvinderne. Det er synd for os alle sammen. Vi har simpelthen ikke været opmærksomme på ikke-forfremmende opgaver i virksomheder tidligere. Det skal vi til at blive, siger hun.

Gennem tiden har Lise Vesterlund set mange medarbejdere demonstrere ’strategisk inkompetence’, som hun kalder det. Altså, medarbejdere, for hvem det er bekvemt at lave et dårligt arrangement, ikke kunne tage referat eller på anden måde sørge for, at de slipper for at udføre en ikke-forfremmende opgave igen. Det er ét af problemerne, mener hun.

- Det handler ikke om at få kvinder til at sige nej, men om at få flere til at sige ja, siger Lise Vesterlund.

Men hvordan gør man så helt lavpraktisk? Jo, man kan eksempelvis stoppe med at bede om en frivillig, når en opgave skal løses. Hvis hvem som helst kan tage sig af den, bør den også fordeles tilfældigt. Når man beder om en frivillig, vil det nemlig oftere være en kvinde, der melder sig – og det gjorde hun også sidst. Derfor ender hun med de fleste ikke-forfremmende opgaver, mens kollegaerne kan fortsætte med udelukkende at fylde deres tid ud med forfremmende opgaver.

Det bliver en dårlig arbejdsplads, hvis vi alle går og venter på, at Kirsten springer til. Vi kan løse opgaverne hurtigere og mere effektivt, ved at alle i stedet springer til

En anden ting, man kan gøre som leder, er at lave et pointsystem. Det har de gjort på Harvard Kennedy School. Her skal medarbejderne have løst et vist antal ikke-forfremmende opgaver, før de kan få en god medarbejderevaluering.

- Det er dog typisk nemmere at definere de forfremmende og ikke-forfremmende opgaver på et universitet end i mange virksomheder, fortæller Lise Vesterlund.

Hun mener også, at Harvard Kennedy School med fordel kunne have sat et loft på, hvor mange opgaver den enkelte må påtage sig, da det i praksis har vist sig, at flere kvindelige medarbejdere optjente langt flere point for ikke-forfremmende opgaver, end de kunne bruge.

- Det allervigtigste er dog at blive opmærksom på, hvad der er forfremmende opgaver, og hvad der er ikke-forfremmende opgaver, og begynde at italesætte det. Det er svært at rette op på noget, man ikke måler, så begynd at registrere, hvilke opgaver der er vigtige, men som I ikke medregner i medarbejderevalueringerne. Og undersøg, hvem der typisk sidder med dem, forklarer Lise Vesterlund.

Hvis I ikke har tid til at fordele opgaverne bedre, har I langt større problemer

Som institutbestyrer lavede Lise Vesterlund en liste over de medarbejdere, der havde få eller ingen ikke-forfremmende opgaver. Hver gang, der landede en ny ikke-forfremmende opgave på hendes bord, kiggede hun på listen og gav den til den person, der var næst i rækken.

- Man har supertravlt som leder, så derfor er det nemmere at give dem til Kirsten, der altid siger ja. Men selv om listen tager tid at lave, gør den, at jeg som leder får en bedre fordeling af opgaver, fortæller Lise Vesterlund.

Og egentlig synes hun ikke, det var så svært at se på sine medarbejdere og vurdere, hvem der hele tiden springer til, og hvem der altid smyger udenom.

- Jeg tror, at enhver leder ser det som sin vigtigste opgave at fordele arbejdet blandt medarbejderne på den måde, der bedst udnytter potentialet i medarbejderstaben. Det bliver en dårlig arbejdsplads, hvis vi alle går og venter på, at Kirsten springer til. Vi kan løse opgaverne hurtigere og mere effektivt, ved at alle i stedet springer til, fortæller Lise Vesterlund.

Derfor mener hun også, at det er vigtigt, at lederne italesætter forventningen om, at alle bruger tid på de ikke-forfremmende opgaver, som jo skal løses. Fordelen ved det er også, at løsningerne er synligt retfærdige.

- Som kollega kan man ikke sige: ’Jeg synes, at Kirsten skal blive ved med at sidde med lorteopgaverne’. Men som leder skal man så også gøre det tydeligt, hvad forventningen er til løsningen. Skal et referat for eksempel færdiggøres på en halv time eller en halv dag, før det er godt nok?, siger Lise Vesterlund.

Ideelt set skal lederne sætte sig ned og se på, hvordan de får løst de ikke-forfremmende opgaver i dag. Og det tager noget tid

Ifølge hende er det helt essentielt at løse problemet med den dårlige fordeling af opgaver, der hersker overalt i dag, for det er et reelt problem.

- Ideelt set skal lederne sætte sig ned og se på, hvordan de får løst de ikke-forfremmende opgaver i dag. Og det tager noget tid. Ellers skal de kunne dokumentere, at det ikke er et problem, de har. I så fald vil det være den eneste virksomhed, vi har set, der har det sådan, siger Lise Vesterlund.

Derfor mener hun også, at man har langt mere grundlæggende problemer som virksomhed, hvis man ikke mener, man har tid til at håndtere opgavefordelingen.

Selv er hun også blevet bedre til at håndtere balancen mellem forfremmende og ikke-forfremmende opgaver, og det høster hun gevinsten af.

- Det har givet mig en meget større tilfredsstillelse med mit arbejde. Jeg er mere tilbøjelig til at tænke over, hvad der er den primære opgave, jeg er blevet ansat til at løse – hvad bliver jeg betalt for at gøre? Så føler jeg også langt mindre skyld over at sige nej til opgaver, der ikke falder ind under mit kerneområde, fortæller Lise Vesterlund.

Hun føler i dag, at hun bidrager langt mere til sin institution, og det har øget hendes arbejdsglæde.

- Jeg laver stadig masser af ikke-forfremmende opgaver. Det skal alle. Problemet var bare, at jeg kom til at løse for mange af dem. Nu fokuserer jeg i stedet på de ikke-forfremmende opgaver, jeg er god til og har ekspertise til, afslutter Lise Vesterlund.

Tre gode råd til bedre opgavefordeling

I sidste ende er forfremmende opgaver de opgaver, der gør, at medarbejderen kan få job hos de konkurrerende virksomheder, fortæller Lise Vesterlund. De ikke-forfremmende opgaver adskiller sig fra disse primært ved, at de har en tendens til at være usynlige; at de ikke bidrager til virksomhedens mission; samt at de typisk er opgaver, som mange andre kan løse, da de ikke kræver specialkompetencer.

Det vigtigste, du som leder kan gøre, er at begynde at italesætte de ikke-forfremmende opgaver. Og så kan du helt konkret fordele dem bedre med tre simple tiltag:

 

  1. Gør det tydeligt, at det er en forventning, at alle skal bruge tid på opgaverne, og hvad forventningen til de enkelte opgaver er.
  2. I stedet for at bede om en frivillig, hvor nogen føler sig mere forpligtet end andre til at melde sig, så træk lod.
  3. Anerkend værdien af at få løst de ikke-forfremmende opgaver ved eksempelvis at lade dem tælle med i medarbejderevalueringerne.

Kilde: Lise Vesterlund

Om Lise Vesterlund

Lise Vesterlund

Lise Vesterlund er professor i økonomi ved University of Pittsburgh og leder af Pittsburgh Experimental Economics Laboratory og Behavioral Economic Design Initiative, og medforfatter til bogen 'Nej-klubben – Et opgør med kvinders karriere-hæmmende arbejde' sammen med Linda Babcock, Brenda Peyser, Lise Vesterlund og Laurie Weingart. Bogen viser resultatet af mere end ti års banebrydende forskning og er samtidig en praktisk guide til at skabe større ligestilling og i øvrigt danne sin egen nej-klub.

Arrangementer

Arrangementer og netværk for dig, der er leder eller overvejer at gå ledervejen

Se alle arrangementer