Mange må erkende, at der på den anden side af ’adrenalin-fasen’ kommer en regning, der skal betales. Trætheden kommer snigende
Der kan være megen god læring, som man kan drage nytte af på længere sigt, og som kan være værdifuld at vende tilbage til på den anden side af krisen.
Men inden man når dertil, må mange erkende, at der på den anden side af ’adrenalin-fasen’ kommer en regning, der skal betales. Trætheden kommer snigende og kan ind imellem blive overvældende.
Det går op for én, at man ikke kan handle sig ud af krisen. Og en leder fortalte mig, at nu orkede hun simpelthen ikke mere virtuel fredagsbar.
Man må erkende, at der er tale om et langt sejt træk.
’Sådan en virus skal ikke bestemme over mig’ har været devisen, men det kommer den til. Man mærker afmagten. Man skal lære at sætte ambitionsniveauet ned, acceptere at 2020-målene ikke bliver nået. Det er en svær erkendelse. For vi er vant til paroler om, at vi skal være målrettede, handlekraftige og optimistiske – ’Det, du kan forstille dig, kan blive til virkelighed, og ”Du kan, hvad du vil”. Men det kan vi så ikke.
Konfrontation med døden
Væsentligt bliver vi i krisen konfronteret med døden. Både vores pårørendes, men også vores egen. Mange forsøger at skyde tanken fra sig. For den tyske filosof Martin Heidegger er døden vores vigtigste grundvilkår og påvirker os livet igennem. I sit hovedværk Væren og Tid peger han på, hvordan vi som regel taler om døden på en upersonlig og overfladisk måde: ’Man dør en skønne dag, men dog ikke lige foreløbig’. Vi taler om at ’man’ dør. Og haster afsted, inden vi begynder at skulle forholde os til, at det er os selv. Ellers vores nærmeste pårørende.
Døden er eksistentiel set også til stede på anden vis, nemlig i form af tabet af identitet. Mange frygter at miste deres job eller at deres foretrukne levevis ikke vender tilbage, og at de derved mister en stor del af sig selv.
At stå i det uvisse
Det er vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke altid er bevidste om, at krisen stresser. Man bliver mere træt, mere frustreret, mindre glad – uden at man bemærker, at det er corona-krisen, der tapper kræfterne.