Når lederen træder op på ølkassen

Op på ølkassen. Præsentér strategien. Levér budskabet. Brænd igennem og skab følgeskab til dine tanker og dit lederskab.

Måske oplever du som leder sådan en uudtalt forventning fra dig selv, dine lederkollegaer eller medarbejdere. Og måske oplever du også, at det er ikke så let, som det lyder? Så er du helt sikkert ikke den eneste.

Som menneskelige væsner laver vi lyd i det øjeblik, vi stikker hovedet ud i verden. Det er vores måde at række ud og skabe kontakt på. Og det er noget, vi alle kan – intuitivt og naturligt. Det er ikke noget, vi først skal lære. Vi er alle talere.

Hold fast i det budskab, kære leder.

For det skal være dit udgangspunkt, når du næste gang står på ølkassen foran medarbejderne eller på scenen til en konference og skal levere et vigtigt budskab.

Ledere skal kunne skabe kontakt

Lisbeth Holdt Jørgensen anerkender, at mange ledere har brug for at kunne stå frem og levere et budskab, som bliver hørt og modtaget godt.

- En leder er kun leder i kraft af kontakten med andre, hvis du spørger mig. Og behovet hos lederen er at skabe den kontakt og kunne motivere sine medarbejdere frem for at beordre dem og møde og forstå den enkeltes motivation. Så gevinsten ved at kunne levere et budskab på en god måde er først og fremmest, at du ikke behøver at kommunikere det samme budskab igen og igen. Og hvis du har din krop med sammen med ordene, kan det jo netop skabe den emotionelle forbindelse. Så kan vi mærke passionen, og den smitter. Den lader vi os fange ind af, fordi energien bor i kroppen.

Lisbeth Holdt Jørgensen oplever i sit virke som selvstændig konsulent og coach for blandt andre ledere samt som underviser på Djøfs kurser i personlig performance så som 'Personlig power' og 'Chefkonsulentuddannelsen', at mange ledere også gerne vil forbedre deres gennemslagskraft, mimik, stemmeføring, gestik, vejrtrækning osv.

- På kurserne starter jeg altid med at spørge, hvad deltagerne har behov for at arbejde med, og listen er som regel lang. De vil for eksempel gerne kunne indtage rummet og levere budskabet på en overbevisende måde, have kontrol over stemmen, vejrtrækningen og nerverne. Og så er det der, vi starter. Men jeg lærer dem ikke vejrtrækningsøvelser eller andre løsrevne øvelser. Jeg taler med dem om, hvad årsagen bag er til, at for eksempel vejrtrækningen giver dem problemer. Eller mimikken og gestikken. Jeg bypasser så at sige det konkrete symptom og angriber det indefra ved at tage fat i årsagen til, at vejrtrækningen er ufri. Og jeg forsikrer dem om, at de ikke har fejl, der skal fikses. De kan det godt. Det er som regel en stor lettelse for dem, fortæller hun.

Ingen gør noget bevidst forkert

Grundlæggende arbejder Lisbeth Holdt Jørgensen nemlig ud fra en overbevisning om, at den enkelte leder ikke gør noget forkert. Det er situationen, som påvirker dem og måske gør deres præsentation mindre effektfuld, end de ønskede. Og den situation kan de lære at agere i.

Du skal bruge en tennisbold eller en anden bold med gode hoppeevner. Bolden skal du bruge som et slags forstørrelsesglas, som du kan holde hen over en bestemt naturlig mekanisme, der er indlejret i vores spontane måde at kommunikere på. Kast den ned i gulvet, og grib den. Måden, du griber på, skal være med et underhåndsgreb, så bolden nærmest bare lander i hånden.

Hvis du synes, det er svært at gribe en bold, så gør det ikke noget. Vi skal bare bruge det øjeblik, hvor bolden rører din hånd. Om du griber bolden, er ikke det vigtigste. Når du kaster bolden ned i gulvet, skal du sige én frase med én oplysning, præcis det nanosekund bolden rører din hånd, og sig frasen færdig, inden du kaster bolden ned i gulvet igen til den næste frase. Vær meget præcis med, at det er lige så snart, bolden rører hånden. Ellers virker tennisbold-redskabet ikke. Du kan for eksempel sige dit navn, hvor du bor, og hvor gammel du er. Tre fraser med én oplysning ad gangen. Pauserne mellem fraserne er alt for lange set ud fra en naturlig måde at tale på, men det, vi lytter efter, er ikke kvantiteten af pauserne, men kvaliteten af skiftet mellem fraserne.

Læg mærke til, hvad kroppen gør helt af sig selv, når du er optaget af at gribe en bold: Hvad sker der med din melodik på talen? Og hvad sker der med vejrtrækningen?

Når du står i nuet i selve talesituationen, tager du fornemmelsen af, at du er klar til at gribe en bold, med dig. Denne tanke flytter fokus over på, at du er klar til at reagere på dine tilhørere og ikke kun leverer informationer.

’Hjælp, mine medarbejdere hører mig ikke’

Så hvad er dit bedste råd til lederen, som oplever: ”Hjælp, mine medarbejdere hører mig ikke?”.

- For mig er det altid lederens selvoplevede behov, jeg ser på. Så hvis en leder hører udefra, at han ikke rigtig bliver hørt, skal han gå ind og undersøge, hvad han selv oplever. Er hans oplevelse den samme, ville jeg for eksempel foreslå at bruge det redskab, som jeg kalder ’Spørgsmålet’. Det handler om, at vi forstørrer det, vi gør, når vi taler naturligt: ’Er du med, forstår du, kan du set det for dig, giver det mening …?’. Det skal ikke siges konkret højt, men være en intention, lederen har med ind i talen. Lederen skal kunne fornemme sit publikum og invitere dem med ind i budskabet frem for at hælde det i hovedet på dem. Det kan folk mærke, og det skaber følgeskab. Og så kan jeg kun gentage, at du skal holde fast i, at du godt kan – at du ikke gør noget forkert. Ingen af os taler bevidst for hurtigt, mumler eller glemmer at holde pauser. Det er noget, der sker med os i situationen.