]]>

Der er langt fra Silicon Valley til Vojens

Virksomhedsrådgiver Jesper Højberg om ledelse og digital transformation.

Disruption

21.10.19 

Suset fra Silicon Valley får dørene i danske ledelseslokaler til at klapre mere end nødvendigt. For den digitale transformation handler ikke bare om, at smarte dimser disrupter verden. Den handler endnu vigtigere om, hvad mennesker beslutter at gøre med dem. Ny bog ser med kritiske øjne på myter og fakta i den digitale transformation med fokus på danske virksomheder og organisationer.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist

'Disrupt eller dø'.

De digitale dommedagsprofetier fra it-guruerne i Silicon Valley og Singularity er kendte, beundrede – og frygtede på mange direktionsgange verden over. Og ikke helt uden grund. Vi har igen og igen hørt fortællingerne om Kodak, Blockbuster, Seiko, Nokia og andre giganter, der bukkede under i et øjebliks selvhøjtidelig uopmærksomhed, mens det digitale højhastighedstog buldrede eksponentielt forbi vinduerne.

Men, men, men … det er ikke en universal sandhed, som kan trækkes ned over enhver privat og offentlig organisation, at hvis du ikke kommer ombord på tech-toget i tide, så dør du.

 

Det er et af de bærende budskaber i en ny bog 'Langt fra Silicon Valley' fra Djøf Forlag. Den tager et kritisk kig på relevansen af udenlandske tech-guders profetier og anbefalinger i en dansk kontekst. Den zoomer helt ind på, hvordan større og mindre danske virksomheder – fra Mærsk til Matas – indtil nu har tacklet omstillingen. Og den præsenterer 9 principper, som forfatterne mener danske ledere med fordel kan læne sig op ad, hvis de vil lede deres organisation nogenlunde sikkert igennem de oprørte tech-vande.

- Og vel at mærke handler kun et enkelt af disse principper om tech, pointerer Jesper Højberg, som sammen med Brian Due fra Københavns Universitet har skrevet bogen.

- For man kunne lige så godt sige: 'Disrupt og dø'. Statistikken viser, at 63 procent af alle tech-startups dør igen. Vores budskab er, at digitaliseringens tidsalder ikke handler om dimser, men om mennesker. Og om ledelse. Vi bevæger os ind i en tid, hvor det menneskelige og det etiske bliver – om muligt – endnu vigtigere end nogensinde, siger Jesper Højberg, der er stifter af og bestyrelsesformand i blandt andet Nextwork, Advice, Kforum og Bootstrapping og selv har stor erfaring med start af virksomheder og rådgivning af topledere igennem 25 år.

Forstå omfanget af digitaliseringen

Jo, vi får da helt klart også brug for digitale kompetencer, for eksempel til at håndtere de nye data og bruge dem præskriptivt, understreger han.

- Men vi får allermest brug for medarbejdere og ledere, der forstår det etiske ansvar og forstår sig på de menneskelige ønsker og behov. For det er dem, vi skal styre efter. Maskinerne kan hjælpe os med meget, men det varer mange, mange år endnu, inden de kan overtage alle opgaver. Derfor ønsker vi at hjælpe læserne med at forstå dybden og omfanget af digitaliseringen, så de kan træffe velovervejede, strategiske beslutninger, der passer til deres branche og organisation.

Den digitale tranformation er altså en realitet, en global trend, vi står midt i. Men for langt de fleste er den langstrakt. Ingen dør i morgen. Og endnu bedre: Danmark står vældig godt rustet til den. Vi har formentlig en af de mest digitaliserede offentlige sektorer i verden, mener Jesper Højberg.

Vi får allermest brug for medarbejdere og ledere, der forstår det etiske ansvar og forstår sig på de menneskelige ønsker og behov

- Så vi står på ingen måde på et nulpunkt. Det, danske virksomheder og organisationer skal lære, er at se mere nuanceret på deres forretning og kerneopgave: Noget skal tænkes helt forfra over de næste 5-10 år, men det meste skal enten kun effektiviseres ved digitalisering, eller dele af virksomhedernes værdikæder kan moderniseres med for eksempel nye services. Så der er ingen grund til at tro, at det nye bare fejer alt gammelt af banen. Det er snarere sådan, at det nye dør – indtil det er modent nok til at passe ind, jævnfør startup-dødstallene. Derfor er jeg også træt af at høre historierne om Blockbuster og så videre. For der er ingen større danske virksomheder, som snorksover i timen længere. Det er i hvert fald ikke det, vi ser, når vi snakker med CEO’s.

Data driver ikke udvikling af sig selv

Det, Jesper Højberg og Brian Due heller ikke ser i Danmark endnu, er datadrevet udvikling. Brugen af digitalt indsamlede data fylder meget i debatten om digitaliseringsuhyret, men vi er langtfra der endnu, hvor data i sig selv driver en udvikling. Jo, bevares, vi har robotter, som kan sagsbehandle rutinesager. Men når den mindste kompleksitet i sagen opstår, må der stadig mennesker på banen.

- Så vi ser højst en 'datainformeret' udvikling. Det er ikke teknologien i sig selv, som kører afsted med os, men os mennesker, som tager beslutninger om, hvad der skal ske, baseret på de data og kundedynamikker, vi kender og tolker på. Så selvom vi ved meget mere i dag om folks mønstre og adfærd end nogensinde, er det stadig mennesker – typisk ledere i virksomheder – der skal beslutte, hvordan den viden skal bruges. Derfor taler vi om datainformeret ledelse, ikke datadrevet udvikling, siger Jesper Højberg.

Vi har tid til at tænke os om

Når det er sagt, er teknologien afgørende nødvendig for at imødegå nogle af de trends, vi allerede kender, blandt andet at e-handlen har store konsekvenser for detailsalget, fordi vi køber ind på nettet. Eller at ældrebefolkningen vokser markant de kommende år, så behovet for omsorg og pleje i kommunerne vil være større, end både økonomien og arbejdskraften kan opfylde uden radikal digitalisering.

 

Det er ikke teknologien i selv, som kører afsted med os, men os mennesker, som tager beslutninger om, hvad der skal ske

- Derfor er kommunerne nødt til at se på velfærdsteknologierne, selvom den ikke kan løse hele den demografiske udfordring. Og butikkerne er nødt til at forny sig. Men det er ikke sådan, at alle butikker lukker her og nu, de har tid til at tænke sig om. Eller at de ældre slet ingen pleje eller omsorg får. Det er lidt som med landbruget, som også undergik en maskinel revolution efter 2. verdenskrig. Det frisatte mennesker til industrien. Det samme ser vi i dag: It-teknologierne frisætter mennesker til andre opgaver, som robotterne ikke kan løse. Men de frelser ikke noget i sig selv, siger Jesper Højberg.

Og netop derfor skal virksomheder og organisationer ikke bare messe ’agilitet’ og ’eksponentiel udvikling’ løsrevet fra deres forretning. Der skal være en direkte sammenhæng.

- Som leder skal man se nuanceret på sin portefølje: Hvad skal faktisk allerede nu radikalt fornyes, hvad skal bare moderniseres, og hvad gøres mere effektivt på eksisterende grundlag med digitale teknologier, pointerer han.

Viden kogt ind til 9 principper

Netop de spørgsmål kan bogens 9 principper hjælpe med at finde svar på. Med afsæt i den nyeste forskning, internationale undersøgelser og egne interviews og observationer i virksomheder med dansk ledelse har forfatterne kogt deres viden ind til de principper, de mener danske ledere bør overveje at styre efter.

- Med principper mener vi en strategisk grundudfordring og modsvarende strategisk handlingsovervejelse, som ikke kun gælder i dag og i morgen, men har et fem-ti-års sigte, forklarer Jesper Højberg.

Hvert enkelt princip – eller kapitel i bogen, om man vil – suppleres med nedslag i cases fra danske virksomheder, både offentlige og private. Hvad gør Peter Høgsted i Coop, når dagligvaremarkedet kun vokser med onlinebestillinger og mere færdigtilberedt mad? Hvorfor og hvordan indfører Torben Möger Pedersen 3. generations-softwarerobotter i PensionDanmark til at betjene de mange ufaglærte pensionskunder? Og hvordan håndterer andre topledere de vigtigste digitaliseringsudfordringer i for eksempel Novo Nordisk, Danske Bank, DSV, Lego, Ørsted, Sikkerhedsstyrelsen samt Matas? Det giver bogen eksempler og svar på.

Der findes ikke én sandhed

'Hvis du sad som djøfer et sted – privat eller offentlig – hvordan ville du så få gavn af at læse bogen?'

'Du kan ikke bare tage den gamle verden væk og være afhængig af den nye. Det er skismaet, som kan holde dig vågen om natten'

- Vi giver læserne en masse værktøjer med de 9 principper. Og en række cases fra danske organisationer, de kan spejle sig i. Men vi giver ingen færdige svar, fordi der findes ikke én sandhed. Eller sandheden er dilemmaer i stil med det Peter Høgsted fra Coop udtrykker sådan her i en af bogens mange cases: 'Du investerer massivt i at bygge en ny verden, som du ikke kender, men som du tror kommer til at ske, og samtidig holder du den gamle verden i live og gør den hurtigere og billigere. For du kan ikke bare tage den gamle verden væk og være afhængig af den nye. Det er skismaet, som kan holde dig vågen om natten'.

Det, alle bør styre efter, mener Jesper Højberg, er kundernes og borgernes forventninger. Uanset om vi taler om vindmøller, socialforvaltning eller noget helt tredje.

- Konkurrenterne er ikke kun dem, vi plejer at se – dem i samme branche som os selv. Alle skal se langt ud over deres egen sektor, følge med og tænke sig godt om. Vi er nødt til at tænke længere end næste lørdags omsætning, næste måneds varelager eller næste års kommunale budget. Og find så ud af: Hvad kan effektiviseres, hvad kan moderniseres, og hvor skal vi tænke vores processer og ydelser helt forfra, siger Jesper Højberg.

 

De 9 principper i 'Langt fra Silicon Valley'

  1. Analyse. Vælg din strategiske position – og hold fast.
  2. Strategi. Find steder i din værdikæde, hvor nye forretningsmodeller kan udvikles.
  3. Marked. Marked fra e-commerce til omnichannel. Sæt din digitale kundes rejse forrest.
  4. Datainformeret forretning. Hvis data er dit nye guld, så udnyt det.
  5. Effektivisering. Gør dine forretningsgange mere intelligente med softwarerobotter og AI.
  6. Etiske dilemmaer. Vælg og brand dig på et tydeligt dataetisk ståsted.
  7. Innovation. Forny og forandr din organisation i antistrategiens digitale tidsalder.
  8. Kompetencer. Differentier dig digitalt – og vind så på de menneskelige kompetencer.
  9. Tech. Find din vej til at være på forkant med de nye digitale teknologier. 

Fra: 'Langt fra Silicon Valley' af Jesper Højberg og Brian Due, Djøf Forlag, oktober 2019 

Mere ledelse på LinkedIn

Følg med i ledere og kommende lederes faglige betragtninger, når vi lægger op til debat om lederrollen, uformel ledelse og nyeste forskning på ledelsesområdet.

Følg med på LinkedIn

Om Jesper Højberg Christensen

Jesper Højbjerg

Jesper Højberg Christensen er mag. art. og adjungeret professor på CBS. Har i over 25 år rådgivet topledelser i private og offentlige virksomheder i strategisk kommunikation, branding, forretningsudvikling og forandringsprocesser. Underviser og oplægsholder i ledelse, kommunikation og branding samt forfatter af bøger og artikler. Stifter af og bestyrelsesformand for Nextwork, Advice, Kforum, Bootstrapping og investor i en lang række danske og udenlandske startups.

Arrangementer

Arrangementer og netværk for dig, der er leder eller overvejer at gå ledervejen

Se alle arrangementer