Luk øjnene et øjeblik.
Forestil dig en varm sommerdag, hvor du mærker solen i dit ansigt.
Du ligger på en drømmeseng i haven.
Himlen er skyfri blå, solen bager lige tilpas behageligt, og du kan høre summen af bier, måske en irriterende flue eller fugle, der kvidrer med hvert sit næb fra trætoppene …
Og hvis du er heldig, ser du en admiral eller citronsommerfugl flakse omkring i de vilde blomster i din have.
Er du på tiltrængt ferie fra lederjobbet i sommerhuset, vil du et øjeblik sukke af velbehag og taknemmeligt tænke, at du vel nok er privilegeret.
Tænk at kunne ligge her og nyde livet på den måde, mens dine dygtige medarbejdere og lederkollegaer klarer driften og dagligdagen i virksomheden de næste uger.
Spørger du Laura Storm, vil hun sige, at du skal fastfryse netop dette øjeblik i din bevidsthed, så du bærer mindet med dig.
For ... det er ikke sikkert, at sommerfuglene flakser næste sommer!
Det er heller ikke sikkert, at bierne og fluerne summer om 10 år!
Ja, brat opvågnen.
Som når vækkeuret ringer midt i en skøn drøm, man ikke har lyst til skal stoppe. Men nåh ja, kontoret kalder, og der er møde i ledelsesgruppen om halvanden time. Så det er med at komme i tøjet.
Vender vi os atter mod Laura Storm, vil hun berolige dig:
Du kan godt tage denne vidunderlige stund i haven med dig på arbejde. Du kan faktisk dele den med hele virksomheden, hvis du vil.
Det hedder regenerativ ledelse. Og det handler denne artikel – med Laura Storm – om.
Hvad er regenerativ ledelse?
Først en præsentation af Laura Storm: Medforfatter til den internationale bestseller ’Regenerative Leadership’ – på dansk: ’Regenerativ ledelse. DNA’et i fremtidens livgivende organisationer og samfund' – sammen med Giles Hutchins. International ekspert i ledelse og bæredygtighed og stifter af Regenerators, indehaver af titlen ’Worldchanger’ af Greenbiz og udråbt som ’Young Global Leader’ af World Economic Forum. Til daglig bestyrelsesmedlem og rådgiver i nationale og internationale virksomheder i regenerativ ledelse.
Men hvad er så regenerativ ledelse?
- Det er en tilgang til alle organisationer med det formål at bringe balancen tilbage i både de ydre og indre økosystemer. De indre handler om, hvordan vi hver især selv har det, og hvordan vi har det med hinanden: Hvordan taler vi sammen, hvordan er vores relationer, hvordan er vores stressniveau og så videre. De ydre økosystemer handler om måden, vi håndterer ressourcerne i vores produktion og services – vand, energi, affald og så videre. Mindsettet i regenerativ ledelse er at revitaliserere både det enkelte menneske og hele organisationen. Og det er der i høj grad brug for, siger Laura Storm og nævner i flæng:
Stress er i dag en verdensomspændende epidemi. Det slår Gallups målinger fast gang på gang. Vi mister op imod 1.000 dyre- og insektarter hver eneste dag. Der er snart mere plastik end dyr i verdenshavene. Og 80 procent af verdens skove er fjernet fra jordens overflade.