Man behøver kun ét råd: Ærlighed. Ingen washing, ingen løgne
Hun synes, at debatten om greenwashing hurtigt bliver skinger og overfladisk, når den kun fokuserer på dem, der snyder og lyver, og overser dem, der løfter på bæredygtighedsområdet. Bjarne Corydon er ifølge hende et eksempel på en leder, der griber sagen fornuftigt an.
- Bjarne Corydon gør det rigtige, fordi han gør noget opsigtsvækkende, der bringer sindene i kog, når han stiller sig op i høje hæle. Samtidig har han forberedt sig, så han har svar på tiltale, når de kritiske spørgsmål kommer. Hvis han så også kan dokumentere, at han har rettet op på den skæve kønsfordeling i sin næste årsrapport, har han indfriet forventningerne, siger Christina Blak.
Ingen kommunikation uden dokumentation
Det er dog helt centralt, at der skal handling bag ordene. Steen Hildebrandt og Christina Blak er enige om, at kravene til at følge sine ord op med handling, er mere udtalte i dag end tidligere.
- Der er mange interessenter, der holder øje med én, og der påhviler enhver leder et etisk ansvar for sine handlinger og udsagn. Når toplederen siger noget i medierne, er det også et signal indadtil til kommunikations- og marketingsafdelingen om, hvilke værdier organisationen ønsker at stå for, og hvilke rammer der kan kommunikeres inden for, fortæller Steen Hildebrandt.
Han mener, at toplederen bør sørge for, at mellemledere og medarbejdere, så vel som kunder, er klædt på til at understøtte den bæredygtige dagsorden. Det kræver, at de er informeret og uddannet, så de ved, hvad det handler om.
- Og så skal lederen også guide i sin adfærd. I Gladsaxe Kommune har de gjort meget for at signalere, at de er en kommune, der arbejder med verdensmålene. Når de rekrutterer, rekrutterer de også ud fra verdensmålene, så de får medarbejdere, der kan agere efter dem, siger Steen Hildebrandt.