Drab er den ultimative forbrydelse og møder stor opmærksomhed både politisk, i medierne og i fiktionen. Enkelte sager sætter sig fast i bevidstheden og rydder mediefladen, men hvad ved vi egentlig om drab i Danmark fra et forskningsmæssigt perspektiv? Og hvordan arbejder politiet med forebyggelse af drab og med drab, når det er gået galt?
Mikkel Møller Okholm fra Justitsministeriets Forskningskontor giver en karakteristik af drab i Danmark. Han sætter fokus på forskellige typer af drab, motiver, gerningsmetoder, ofre og gerningspersoner, og hvordan karakteristika ved og antallet af drab har udviklet sig over tid.
Politidirektør Jørgen Bergen Skov, Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller om strategiske overvejelser i forhold til forebyggelse af partnervold og partnerdrab. Oplægget handler også om drab mellem kriminelle, herunder bande- og grupperelaterede drab.
Vicepolitiinspektør Torben Ø. Henriksen, fra den oprettede National enhed for Særlig Kriminalitet, giver et indblik i politiets arbejde i Afdelingen for Kvalitetssikring af drabssager.
Formålet med indførslen af standarderne for drabsefterforskning er at fastholde den høje opklaringsprocent og at opklare flere af de sager, der hidtil er forblevet uopklaret. Afdelingen for Kvalitetssikring af Drabssager er inde over alle drabssager i Danmark, Grønland og Færøerne og yder efterforskningsfaglig sparring inden for de første døgn.
Alle er velkomne til gå hjem-møderne Idépuljen laver i samarbejde med Dansk Kriminalistforening.