]]>

Arrangement

Kønnede kompetencer på arbejdspladsen

Emma Holten slår ned på kønsmærkningsprocesser, og hvordan de medvirker til at skabe en kønsopdeling på de danske arbejdspladser, der i sidste ende har konsekvenser for, hvordan vi opfatter vores muligheder.

Online

Hvad handler webinaret om?

Der er intet, der peger på, at drenge og piger fra barnsben bliver opdraget på samme måde.

Tilbage i 00’erne dokumenterede amerikanske forskere med 'Baby X'-forsøgene, at babyer blev behandlet forskelligt, om de havde en sløjfe i håret eller ej, selvom det var den samme baby. Drengene blev opfordret til at lege selvstændigt og vildt, og de blev mødt med et ”op igen”, hvis de slog sig. Pigerne fik mere fysisk omsorg, de blev holdt tæt, og man talte mere med dem. Projektet er én ud af tusinder af andre, der alle viser grader af det samme: Vi bliver mødt forskelligt alt efter vores køn, og det påvirker den måde, vi selv møder verden.

Men i et moderne land som Danmark, hvor seje piger og søde drenge hersker på DR Ramasjang, er vi nødt til at være mere nuancerede i vores forståelse af, hvad femininitet og maskulinitet har betydet for os. Begreberne er blevet mere fleksible, men vi er ikke kommet af med dem. I stedet er de nu i nye moderniserede fåreklæder, begge med sine styrker og svagheder, og begge med stærke konsekvenser for, hvordan vi opfattes på arbejdsmarkedet. Og måske endnu vigtigere med konsekvenser for, hvordan vi opfatter vores egne handlinger og muligheder.

Vil du til flere foredrag om køn, karriere og feminisme?

I løbet af 2021 afholder vi flere arrangementer med Emma Holten med afsæt i køn, karriere og feminisme som begreber.

  • Køn kan bruges som et analyseværktøj til at forstå vores omstændigheder. Vi kan lære at se forbi fordomme og traditioner, som har præget vores liv, og den læring tilgodeser os selv, men også dem vi omgås. Men paradokset kan være, at man måske ender med at tale om køn hele tiden, fordi man gerne en dag vil kunne slippe for at tale om det.

  • Karriere kan forstås som en rejse, hvor målet ikke blot er det næste job, men derimod en forståelse af sig selv. En god karriere bør handle om arbejds- og livsbalance, der bidrager til sundhed og velvære. For karriere er den samlede sum af alle livets roller. Hvis vi skal være tro mod os selv, kræver det, at vi kender os selv: Hvem er jeg? Hvad er det, jeg for alvor ønsker? Og er det muligt?

  • Feminisme er lighed for alle og bevidstheden om, at ikke alle er lige. Et stærkt teoretisk tankegods, der kan sætte fokus på ligestillingsproblemer af enhver art og hjælpe til en mere substantiel ligestillingsdebat. Så hvordan kan vi komme nærmere den feministiske drøm: en sammenhæng mellem, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi opfattes, så alle har mulighed for at bidrage positivt og vokse både privat og på arbejdet? 

De andre arrangementer er:

4. maj: Et feministisk tag på karrierekvinden
8. juni: ’Bare sig fra’ – sexistisk retorik
28. september: The mental load er det usynlige arbejde
2. november: Køn og positionering i forhandlinger

Du deltager i møderne via Zoom om aftenen, når børnene er puttet, og du kan sagtens bare lytte uden at se med på skærmen. 

Du kan læse mere om Djøfs Ligestillingsløfte, der har fokus på forhold og barrierer, som især præger piger og kvinders livsmuligheder i dagens Danmark. 

Arrangementet har ikke flere afholdelser på nuværende tidspunkt

Se alle